Af Redaktionen
Når forårsbebudere pibler frem fra tuer og sprækker og på grene og kviste er der traditionelt også stor udendørs menneskelig aktivitet. SSP Forebyggelse & Vejledning i Esbjerg Kommune er ofte ude med budskabet om, at forældre og andre voksne skal være særligt opmærksomme på de unge, der samles for at hygge sig under åben himmel. I år er foråret ganske som det plejer ude i naturen, men den menneskelige aktivitet er stærkt begrænset. Også blandt de unge, siger lederen af SSP Forebyggelse & Vejledning, Vibeke Stage.
I Esbjerg Kommune har vi ikke set nævneværdige problemer med unge, der samles for at hænge ud. Der har været ganske få tilfælde, hvilket også under de nuværende omstændigheder må siges at være forventeligt. Helt overordnet set har vi nogle unge mennesker, der tager situationen alvorligt og gør, som de bliver bedt om, siger Vibeke Stage, der blandt andet kommunikerer med Syd- og Sønderjyllands Politi.
Hun peger på, at tydelige voksensignaler i den aktuelle situation stadig er noget af det allervigtigste at huske på for både forældre og andre voksne. Det betyder blandt andet, at de voksne omkring de unge også gør, som myndighederne beder om.
-De unge spejler jo i høj grad dét, de ser og oplever omkring sig. Så hvis de voksne stimler sammen i byggemarkederne og småbørnsfamilierne på legepladser og parker og generelt ikke respekterer anbefalingerne, så sender de samtidig et signal til de unge om, at dét er ok adfærd, siger Vibeke Stage.
Skulle man som voksen møde unge, der er forsamlet i større grupper, er anbefalingen ganske som den plejer fra SSP Forebyggelse & Vejledning: Send et tydeligt voksensignal ved at tale med de unge – også selv om det ikke er dine egne. Sig hej, og spørg, om de er med på, at det faktisk ikke er smart, dét, de har gang i.
-Hvis vi som voksne bare går forbi og lader som ingenting, sender vi nemlig også et tydeligt signal om, at vi ikke tager dem og situationen alvorligt, siger Vibeke Stage.
Hun fremhæver samtidig de mange unge, der fortsat passer deres lommepengejobs i for eksempel dagligvarehandelen, og dermed er vigtige komponenter dét tandhjul, der for tiden holder samfundet i gang.
-Jeg synes, de er så seje. De fortjener stor ros for deres daglige indsats og ansvarlighed. Vi havde generelt god grund til at være stolte af vores unge før Corona-virussens udbrud, og det må vi sige, at vi stadig har. Det er godt gået af vores unge – og deres forældre, slutter Vibeke Stage.
FAKTA: Det kan være svært at få familielivet til at fungere, når dagligdagen ikke kører, som den plejer. Derfor har Esbjerg Kommune oprettet en åben anonym telefonrådgivning, hvor forældre og andre omsorgspersoner, gravide og børn og unge op til 18 år kan ringe for hjælp og vejledning. Telefonnummeret er 3043 3954. Rådgivningen er åben mandag-fredag kl. 9-15.