Marco Brodde, Naturvejleder
Med udsigt til endnu en sommer med stavnsbundne danskere, der ikke kan komme på udlandsferie, forbereder turistdestinationer, myndigheder og private lodsejere sig for tiden på en ny bølge af naturhungrende gæster. Selv i almindelige weekender har visse naturområder hen over vinteren og foråret haft så mange besøgende, at politi, kommuner og Naturstyrelsen har appelleret til, at vi skubber vores tur til hverdagene eller i hvert fald gør os ekstra umage for at vise hensyn til både dyr, planter og andre gæster. Parkeringskaos, nedslidte stier og affald har nogle steder fået myndighederne til at lukke for adgang. Egtvedpigens Fodspor ved Vejle bukkede i sidste uge under for de over 1000 daglige besøgende, og kommunen har nu lukket stien midlertidigt af hensyn til området beboere og stiens beskaffenhed. P-vagter, skilte og informationskampagner var ikke nok.
Også i Vadehavsregionen er der nogle steder trængsel. I hvert fald opleves det af lokalbefolkningen på nogle lokaliteter som et problem, at antallet af gæster er mangedoblet. Slid på klitter og diger, ulovlig bilkørsel og parkering (eller bare for mange biler på småveje og ydmyge p-pladser), henkastet affald, stressede fugle, hjorte, får og kvæg….alt sammen udfordringer, som de klassiske turistdestinationer fra Blåvand til Tønder over Fanø, Mandø og Rømø har kendt til i mange år, men som med corona-sommeren i fjor blev tydelige for enhver.
I Nationalpark Vadehavet er der generelt ret god plads. De mest besøgte områder er gearede til at håndtere mange mennesker, men det er områderne omkring og imellem disse ikke nødvendigvis. Og så har vi balladen. På Fanø og Rømø, hvor store arealer henligger som uopdyrket klit, hede og strandeng er det tilladt at færdes til fods mange steder over store øde flader. Her er også statsejede klitplantager, hvor man (modsat i de private skove) gerne må forlade stien (hvor mange kender ærligt talt til den forskel?).
Det er ikke sikkert, det altid er hensigtsmæssigt med en masse ekstra færdsel i disse åbne og lovligt tilgængelige naturområder, men faktisk er vi heldige at bo et sted, hvor mulighed for såkaldt ”fri fladefærdsel” findes. Når man flyver ind over Vestjylland eller går på Google Earth ser man et landskab, hvor langt de fleste arealer er dyrkede. Og selvom der kan være dejligt på landet, er den natur, der findes her blevet langt mindre tilgængelig. Vi må ikke krydse marker, heller ikke om vinteren, hvor afgrøderne ellers er høstede. Og de gamle markveje, stier og spor, der tidligere både havde en funktion og åbnede landskabet op for børn og voksne, er for en stor dels vedkommende nedlagt og fjernet fra landkortets overflade. Over halvdelen af stierne i det åbne land (som det paradoksalt nok hedder) er fløjfede siden midten af 1950´erne. Paradoksalt nok er naturen dermed slet ikke så åben uden på landet.
Mange landmænd og private lodsejere har heldigvis indvilget i at oprette nye spor i samarbejde med myndigheder og Friluftsrådet, der arbejder ihærdigt for, at alle vi alle kan komme ud i den nære natur. Men det er netop sådan nogle mindre stiforløb, der for tiden udfordres af deres egen succes. Så hvad gør vi? Hvis nu coronaen har udløst en generelt og til en vis grad vedvarende interesse for at tage på tur til de nære naturområder, hvilket set med denne skribents øjne ville være positivt. At opdage det lokale landskab, dets dyr, planter og historie, gør os til rigere mennesker. Vores børn kommer i dag stadig mindre ud, en tredjedel af de danske børn er kun i naturen én gang om ugen eller sjældnere. Det er en dramatisk ”livsændring” over bare én og i hvert fald to generationer. Over 70% af forældrene ønsker da også, at deres børn kommer mere ud. Så måske behovet for adgang til naturen kan tænkes at stige. Vi voksne har i hvert fald allerede en stigende lyst til at bruge naturen som arena for motion eller en fritidsinteresse, og måske kan den lyst føre til en øget glæde, fascination og forståelse for natur og miljø. Alt sammen noget, der får en naturvejleder til at se muligheder. Men så skal flere af de forsvundne stier i landskabet genskabes. Selvfølgelig på et, som det hedder, bæredygtigt grundlag.
Island of Fanoe in Denmark
Nye stier i højkvalitetsnatur er som regel kilde til hed debat. Alene anlæggelsen kan stride mod fredninger og som udgangspunkt være ulovlige at gå gang med. Hvis al juraen er på plads, kan der stadig være hensyn at tage i f.eks. områder med sårbare ynglefugle, hjortevildt osv. Ruteforløbet skal gennemtænkes, og lokale borgere skal tages med på råd. Herefter skal vi så alle sammen blive meget bedre til at sætte os ind i reglerne for færdsel i landskabet. Ingen ønsker forbudsskilte overalt, så den enkelte har et ansvar for at lave lidt research. Afflad smider vi selvfølgelig ikke, det er klart. Men vi har måske glemt, eller aldrig lært, mange af de andre regler for god opførsel under åben himmel. Hvor og hvornår skal hunden i snor?, må man krydse et trådhegn?, hvordan er det tilladt at gå i klitterne?, hvor må man ride og cykle?, og hvad med et telt og et lille bål? Der er spørgsmål nok at fare vild i, men som gode gæster i nyt eller kendt terræn, bør vi pudse vores kendskab til Naturens Emma Gad af. Så er der plads til det meste og de fleste på nuværende og forhåbentligt kommende stier i landskabet.
