Af Redaktionen

Det gør nas, men vi skal nok klare det, siger Flemming Just, Sydvestjyske Museer.

Tolv timer efter statsministerens historiske pressemøde onsdag den 11. marts kl. 20.30 lukkede Sydvestjyske Museer sine mange udstillings steder: Ribes Vikinger, Esbjerg Museum, Jacob A. Riis Museum, Det Gamle Rådhus og Bramming Egnsmuseum.

– En lukning i måske tre måneder har naturligvis store konsekvenser for vores økonomi. Vi er jo som andre attraktioner afhængige af billetindtægter, butikssalg og arrangementer. Heldigvis kan vi få del i regeringens hjælpepakke med delvis lønkompensation for alle de folk, vi har sendt hjem. 

– Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad der sker efter en åbning, og hvor mange, der vil komme til Vestkyst- og Vadehavsområdet i højsæsonen. Vi arbejder med et scenarie, der hedder en nedgang i de samlede indtægter på omkring 25% i 2020.

HEX!-holdet arbejder stadig 
For Sydvestjyske Museer er det meget vigtigt, at det kommende heksemuseum åbner før sommerferien. Hele holdet omkring HEX! Museum of Witch Hunt arbejder derfor ufortrødent videre hver for sig fra deres hjemmearbejdspladser, museets håndværkere bygger enkeltelementer i hver deres værksted, og bygningshåndværkerne har meget travlt med at få renoveringen på plads – det sidste naturligvis med god hygiejne og afstand. 

– Vi tror på, at det nye museum vil trække rigtig mange gæster til. Vi skal selvfølgelig sikre, at gæsterne kan være trygge ved gå rundt i udstillingerne både i det nye og på de eksisterende museer, så der arbejder vi med forskellige tiltag.
  
Arkæologerne er også fortsat på arbejde. De fleste er ude at arbejde i felten i den friske luft.

– Når vi foretager udgravninger, er det helt overvejende, fordi en bygherre skal i gang med et byggeprojekt eller noget infrastruktur. Derfor er det vigtigt, at vi ikke forsinker deres arbejde, siger Flemming Just.

Der er stadig oplevelser at hente fra museet
Sydvestjyske Museer holder heller ikke lukket, når det handler om formidling. Det sker bare på nettet og på de sociale medier. 

– Vi har skruet op for vores brug af Facebook, og nu på tre sprog på de internationalt orienterede udstillings-steder. Og allerede nu kan man følge HEX! på både Facebook og Instagram. For de arkæologi-interesserede er der rigtig meget guf at hente i den digitale samling, SOL og instagram-kontoen Arkæologi Sydvestjylland er også leveringsdygtig.