Af Redaktionen

Måske er vi mange, der befinder os i et stort dilemma? Vi trænger virkelig til en live musikoplevelse, et engagerende kulturarrangement, en fællessang eller tætte møder med kunsten og den historiske forskning. Men COVID-19 lægger en dæmper på handlekraften. Siden coronaen lukkede samfundet ned i marts har vi alle skullet finde vores ben i mange sammenhænge.

Det gælder naturligvis også kulturinstitutionerne, som har skullet forholde sig til, hvordan vi griber den nye situation an, så vi kan skabe kulturelle oplevelser i et sikkert miljø. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var nogle lidt lammede kulturinstitutioner, som mødtes efter sommerferien for at tale om Kulturens Døgn 2020. Kunne det overhovedet realiseres? Hvordan kunne vi skabe oplevelser uden at bruge vores rammer, som vi plejer? I stedet for bare at give op, valgte vi at holde fast! Det varer måske længe, før coronaen slipper sit tag i samfundet, og vi har brug for at kulturen lever – og overlever! Altså griber vi de muligheder, som stadig findes, og som vi efterhånden er øvede i at navigere i.

Vi fylder endnu engang et helt døgn med musik, poesi, billedkunst, historieformidling, ballet og streetart, men følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger nøje og tager de nødvendige forholdsregler – f.eks. ved at live-streame udvalgte oplevelser.

Kulturens Døgn finder i år sted fra fredag d. 9. oktober kl. 16 til lørdag d. 10. oktober kl. 16 og rummer arrangementer, der henvender sig til vidt forskellige målgrupper. Det er enkelt at orientere sig i alle de gratis kulturtilbud via programmet på hjemmesiden (www.kulturensdogn.dk) og arrangementets Facebookside, men vær opmærksom på at flere arrangementer i år kræver tilmelding pga. kravet om god afstand.

Kulturens Døgn er drevet af engagement fra de deltagende kulturinstitutioner: Syddansk Musikkonservatorium, Esbjerg Bibliotekerne, Musikhuset Esbjerg, Esbjerg Kunstmuseum, Esbjerg Kulturskole, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Esbjerg Museum, Esbjerg Ensemble og GAME. Esbjerg Kommune bidrager med en økonomisk håndsrækning til bl.a. annoncering.

Nye aktører er velkomne til at byde ind med alle typer kulturelle arrangementer, der ligger i tidsrummet. For at få sit arrangement i programmet, skal arrangøren fremsende link til Facebookevent, hjemmeside eller anden omtale senest 14 dage inden Kulturens Døgn afvikles. Send materialet

til Jesper Dyhre Nielsen fra Syddansk Musikkonservatorium på: jdn@sdmk.dk.