Af Morten Fester Thaysen
Når vi nærmer os juletid, findes der ikke den by i Danmark, der ikke bliver pyntet op med lys overalt. Ribe, hvor jeg selv bor, er bestemt ingen undtagelse. På domkirkens tårn lyser stjernen udover byen. Den er det første jeg får øje på, når jeg tager afsted om morgenen og det sidste jeg ser, når jeg går ind ad døren om aftenen. Nede i gaderne er der sat lys i træerne, i kransene, i vinduerne og alle mulige andre steder. Lysene er overalt og lyser op i mørket. Jeg glæder mig over det hvert år. Udover, at det er smukt, er det også en påmindelse om noget, der ligger dybt i vores kultur og dens fortællinger om forholdet mellem lys og mørke.
Når jeg går der i decembers mørke, er der derfor noget på spil. Mørket forsvinder først op ad formiddagen, men inden længe vender det tilbage. Det lægger sig i alle hjørner. Det lægger sig mellem os. Det lægger sig måske ligefrem i os. Mørket er ikke bare mørke. Det er også en metafor for alt det, der får alt liv til at forsvinde. Det er ikke uden grund, at døden er forbundet med mørke. Og alligevel skinner lyset trodsigt og fortæller, at mørket ikke kan få alt til at forsvinde.
Decemberdagene handler derfor mere om lyset end om mørket. Det handler om, at lyset vil komme og tvinge mørket væk. Derfor skal vi se på lyset og ikke frygte for mørket. Jo mere jeg gør det, og jo mere jeg lader mig fylde af alle de fortællinger, der er knyttet til lyset, desto mere forsvinder frygten for, at det hele ender i mørket. Fortællingerne er der masser af. En af dem handler om den solopgang fra det høje, der skal komme og besøge dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Når juleaften kommer og jeg står og læser fra alteret, rammes jeg af ordene ”Og natten begyndte at lyse”. Lige de ord er for mig nogle af de stærkeste den dag. De siger alt.
Ordene, fortællingerne, traditionerne om lysene bliver for mig således mere og mere vigtige i en tid, hvor mørkets kræfterne har frit spil. Krigene raser. Det samme gør volden. Mennesker holdes nede. Mennesker flygter. Færre og færre af os tror på, at fremtiden er særlig lys. Jeg har aldrig været optimistisk af natur, og bliver det nok heller aldrig. For mange år siden fortalte den tjekkiske præsident Vaclav Havel, at der var forskel på optimisme og håb. Optimisme er at vide, at det går bedre og bedre. Optimisten kan ud fra statistikkerne se, at der er fremgang. Optimisten har noget at have sin optimisme i. Det er noget andet med håbet. Håbet snarere på trods, at det der kan læses ud af tallene. Håbet er håb mod håb, som en engang har sagt. Håbet er at ville tro på lyset, selvom fremtiden ser mørke ud. Håbet er at tro på lyset og nægte at overgive sig til mørkets kræfter. Nogle har sagt at håbet er den stærkeste kraft, der findes i mennesket. Man kan tage alt fra det undtagen håbet.
Det handler derfor om meget mere end julestemning, når jeg går gennem gaderne i december og ser lysene allevegne. Det handler for mig om noget af det vigtigste i livet. Det handler om, at vi ikke skal tro på mørket men på lyset, der trodsigt skinner midt i mørket. Mørkets kræfter er så mange. Det er så nemt at overgive sig til dem. Nogle gange kan det ligefrem se ud til at være det mest rigtige at gøre. Lyset skinner ikke desto mindre trodsigt midt i mørket og minder os om at kæmpe for alt, hvad vi har kært….