Af Redaktionen    Foto: Ulrik Pedersen

Vi går mod lysere tider, og vinterferien er for mange af os vendepunktet, som mest markant understreger, at foråret igen står på spring, og at den lyse tid venter lige om hjørnet.

Måtte den slags fornemmelser stadig være vage og langt væk for nogen, kan vi i Danmarks Nationalparker kun opfordre til at komme ud i det fri og blive bekræftet i, at der er noget om snakken. Derfor har vi samlet fem store naturoplevelser, der alle hylder og viser vejen mod lysets genkomst.

Udover at vores forslag naturligvis er helt gratis og tilstræber at være tilgængelige for alle, er de også fyldte med både smuk natur og varierede landskaber. Derudover trækker de også tydelige spor tilbage til vores rige og spændende kulturhistorie.

Alle elementer, som Danmarks Nationalparker aktivt arbejder for at bevare, udvikle og formidle.

Om du deltager i den traditionelle vinterbålfest på Rømø, deler udsigtspunkter med vores berømte Skagensmalere eller følger i hælene på gamle kongeslægter, er der en god chance for at du vil blive inspirereret til at rejse ud i dele af Danmark, du ikke har besøgt før.

Er der tale om et gensyn, kan der sagtens være sket nyt siden sidst.

Danmarks Nationalparker rummer tilsammen vores vigtigste hjemlige naturtyper. De er dermed et helt oplagt udgangspunkt for at få en god naturoplevelse.

Selv om lyset får mere og mere fat, kan den danske natur stadig være en kold oplevelse i februar.

Husk derfor det varme tøj, noget vandtæt på fødderne og ikke mindst, at enhver udflugt i det fri kun bliver bedre af lidt godt at spise og drikke undervejs.

Vi ønsker jer allesammen en rigtig god og lysgivende tur.

OPLEV VINTERBÅLFESTEN PERS AWTEN I VADEHAVET

21. februar fejres Pers Awten flere steder i Nationalpark Vadehavet. Siden tidlig middelalder, har folk i hele Vadehavsområdet fejret denne helgendag ved at mødes til båltænding og fordrive vinterens onde ånder.

I takt med skibsfartens opblomstring i 1600-tallet ændrede traditionen sig til at blive et lykkebringende farvel til de søfarende, når de fra vadehavsøerne drog ud på verdenshavene, mens festen nu om dage er en markering af at gå fra vinter til forår.

Kan opleves på Fanø, på Rømø og ved Emmerlev Klev ved Højer.

For mere info om Nationalpark Vadehavet, kontakt sekretær og frivilligkoordinator  Alette Houman Dyhrfjeld på alhdy@danmarksnationalparker.dk og tlf. 7254 3634