Af Redaktionen
For første gang siden 2015, hvor Madkulturen begyndte at kortlægge danskernes madkultur, er vores tidsforbrug i køkkenet steget. Det viser en ”corona” særudgave af undersøgelsen Madkultur, der hvert år tager pulsen på danskernes forhold til mad og måltider.
Det plejer at gå den modsatte vej, når Madkulturen måler danskernes tidsforbrug i køkkenet. Men i maj måned, hvor Madkulturen tog temperaturen på danskernes mad- og måltidsvaner, var Danmark lukket ned på grund af corona.
Derfor svarede danskerne heller ikke som de plejede. Mest markant er, at hele 27% brugte mere tid på aftensmaden under corona nedlukningen, end de normalt gør.
Det er første gang, at Madkulturens undersøgelse af danskernes tidsforbrug i køkkenet viser en stigning. Gruppen af danskere, der brugte mere end 45 minutter i køkkenet, blev næsten fordoblet fra 9% til 16%, imens de hurtigste, danskere der brugte under 15 minutter på aftensmaden, faldt fra 34% til 26% procent, viser undersøgelsen.
Det vækker glæde i Madkulturen, der står bag undersøgelsen
-Noget godt er der kommet ud af nedlukningen. Jo mere tid vi bruger i køkkenet, jo større forståelse får vi, for det vi spiser. Det er vigtigt for vores egen sundhed, men også en forudsætning at vi eksperimenterer og lærer nye teknikker, hvis den danske madkultur skal rykkes mod en mere bæredygtig retning, siger Judith Kyst, der er direktør for Madkulturen.
Det var især blandt børn og unge, at de største køkkenforandringer fandt sted. Børnene var således oftere med i køkkenet end normalt. Hele 34% af børnefamilierne lavede oftere mad med de små under nedlukningen end normalt. Og 24% oplevede, at børnene selv gik mere i køkkenet end normalt.
De nye resultater fra Madkulturen, der er en selvejende organisation under Miljø- og Fødevareministeriet, vækker også begejstring hos fødevareminister Mogens Jensen:
-Jeg er specielt glad for at se, at nedlukningen fik flere børn og unge i køkkenet. Nu skal vi holde fast i de gode vaner, da det er vigtigt for dansk madkultur, at børn og unge er i stand til at lave mad, ligesom det også er vigtigt for den enkeltes sundhed og velvære, siger Mogens Jensen.
Bagning hittede
Derudover var det især inden for bagningen, at danskerne afprøvede nye ting under corona-nedlukningen. Hele 24% af danskerne bagte mere brød med gær end normalt, imens 12% prøvede ekstra kræfter med surdejen.
En stor forandring for mange danskere var snackvanerne og forbruget af øl, vin og spiritus. Her blev hverdag til weekend, viser undersøgelsen. Næsten hver tredje dansker spiste flere mellemmåltider og snacks under corona end normalt. 26% svarede også, at deres andel af usunde fødevarer var højere end normalt, ligesom 16% øgede deres alkoholindtag i forbindelse med aftensmaden.