Af Redaktionen
Stegt flæsk med persillesovs er Danmarks nationalret. Alligevel er den ikke blandt de top 25-opskrifter, som vi oftest søger efter på nettet. Her er det masser af andre opskrifter med gris, der er et hit – og så naturligvis læssevis af kageopskrifter. Det viser den seneste undersøgelse foretaget af opskriftssitet hurtigmums.dk.
Dansk madkultur og dansk hygge styrer ganske enkelt vores opskriftssøgninger på nettet.
Skal du have et godt billede af danskernes madkultur i 2020, skulle man tro, at folks søgninger på nettet ville være en meget god indikator. Her viser en undersøgelse fra opskriftssitet Hurtimums.dk, at det er traditionelle danske retter som flæskesteg, frikadeller og mørbradgryde, der topper hitlisten.
Førstepladsen indtages dog af pandekager, som næsten 60.000 søger efter en opskrift på hver eneste måned. Og kigger du ned over top-25, er det masser af andre kage- og dessertopskrifter – og masser af andre retter med gris, der topper søgningerne. Kun sushi og kylling i karry har sneget sig inden for de 25 mest populære opskriftssøgninger.
–Det er påfaldende, hvordan dansk hygge og danskernes historiske hang til gris på gaflen sætter sit tydelige præg på de opskrifter, vi oftest søger efter på nettet, fortæller Laust Kehlet, der er partner i firmaet KH Online, der står bag hurtigmums.dk.
Få søgninger på stegt flæsk
Overraskende nok er Danmarks nationalret stegt flæsk med persillesovs slet ikke at finde i top 25.
Så enten sidder den traditionelle opskrift på rygraden – eller også er den måske slet ikke så populær en spise alligevel?
Men sandheden er faktisk en hel anden….
For nærstuderes de søgninger, hvor stegt flæsk indgår, er det interessant at se, hvor mange der søger efter stegt flæsk i forbindelse med lokaliteter.
Samtidig er der rigtig mange, som søger efter, hvor de kan gå på restaurant og få serveret stegt flæsk – gerne ad libitum. Næsten alle lokationer lige fra København og Aarhus over Ishøj og Vejle og til Frederikssund og Randers er repræsenteret.
–Det tallene viser os, det er, at stegt flæsk er ikke noget man selv laver – det er noget man køber på restauranter. Og helst ad libitum!”, slutter en smilende Laust Kehlet.
Se top 25-listen over mest søgte retter på HurtigMums.dk, og få en forklaring på, hvorfor folks søgningerne på stegt flæsk er mere detaljerede end andre opskriftssøgninger.