Af Redaktionen

Tilbage i marts måned skrev flere medier, at WHO advarede om, at man skulle undgå ibuprofen, hvis man var smittet med coronavirus, fordi det kunne forværre sygdommen.

Men kort tid efter bad selvsamme organisation om at man manede til ro, fordi der ikke var tilstrækkeligt med dokumentation for, at ibuprofen skulle forværre corona patienters tilstand.

Årsagen til den fejlagtige udmelding skyldtes angiveligt, at en talsmand fra WHO på et pressemøde i Geneve fortalte de fremmødte journalister, at WHO på baggrund af en kommentar i det videnskabelige tidsskrift The Lancet var ved at undersøge sammenhængen mellem indtag af ibuprofen og en forværring af sygdommen.

Han sagde desuden, at WHO ‘i mellemtiden anbefalede at bruge paracetamol og ikke ibuprofen’.

Dansk studie: Forværrer ikke sygdommen
Nu viser et nyligt publiceret dansk studie, at ibuprofen ikke forværrer coronapatienters tilstand, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

I studiet indgik 9326 danske patienter, som var smittet med corona. Ud af dem brugte 248 patienter NSAID’er, der blandt andet er ibuprofen. Resultaterne viser, at der ikke var nogen forskel af betydning mellem patienter, der havde indtaget NSAID’er, og patienter, der ikke havde.

Således var der seks procent af patienterne i begge grupper, der døde, ligesom der var fem procent af patienterne i begge grupper, der var indlagt på en intensivafdeling.

21 procent af de patienter, der havde indtaget NSAID’er som for eksempel ibuprofen, var indlagt på hospital, mens det gjaldt for 25 procent af de patienter, der ikke havde indtaget NSAID’er.