Tekst og fotos: KomEsbjerg

Søndag morgen da solen kun lige er begyndt at farve himlen med den røde pensel, river vækkeurets kimen én ud af søvnens fred.

Årsagen til den årle morgenstund bunder i flere opringninger i løbet af fredag og endnu en lørdag eftermiddag. Alle foretaget af særdeles venlige og meget imødekommende mennesker i forskellige funktioner i Marinehjemmeværnets distrikt Midt- og Sydjylland. Seneste opringning var fra Jess, der med rang af kaptajnløjtnant er Marinehjemmeværnets kommunikationsrådgiver, og i den egenskab bad KomEsbjergs billedreporter stille til Security Briefing søndag morgen kl. 07.00 i MMO’en i Østhavnen.

Lørdag var så fulgt op af en opringning til Havnevagten på Esbjerg Havn, som oplyste hvordan tilkørslen til området skulle foretages.

Da der søndag morgen drejedes til højre i rundkørslen ved Zodiakvej, fulgte en af Politiets patruljevogne da også diskret efter; men gled af igen, da den store låge åbnede sig og gav adgang til det ISPS-sikrede havneområde.

Jess var som direkte forbindelsesofficer søndag stillet til rådighed af Marinehjemmeværnet, og var dagen igennem en både dedikeret og imødekommende følgesvend, fuld af nyttige oplysninger, som han gavmildt delte ud af med baggrund i sine netop 40-års jubilæum som frivillig tjeneste i Marinehjemmeværnet.

Hele 4 forskellige flotiller er involveret i Marine Force Protection, som indsatsen korrekt hedder. Alt Hjemmeværnets personel deltager frivilligt og kommer – ud over Esbjerg – fra både Randers, København, Korsør og Frederikshavn. Desuden er både lodser, Politiet, Søværnet, Militær Politi og mandskab på bugserbåde involveret. Forinden har Søværnets dykkere været en tur i vandet og screenet bund og bassin for, der ikke ligger andet, end hvad der normalt kan forventes i et havnebassin, hvorefter indsejlingen er blevet lukket 24/7 af skarpt bevæbnede personel i gummibåde. Med det nuværende, faste personel i Forsvaret (ca. 20% ubesatte stillinger), er værnenes frivillige en meget vigtig del af det danske forsvar – og dagen viser, situationen tages dybt alvorligt.

Efter briefingen gik turen mod Dokhavnen, hvor Svitzers tre bugserbåde: Frigga, Sigyn og Valland lå klar. På kajen var alle i forvejen tildelt, hvilke skibe, der skulle mønstres. Vi var tildelt Sigyn og fandt hurtigt vej til messen, hvor ikke mindre en næsten 40 års bugsererfaring fordelt på 4 besætningsmedlemmer sad bænket ved morgenkaffen. Normalt er den faste besætning tre mand, der bor ombord i 4 uger og så har tilsvarende 4 friuger; men i dagens anledning var en ekstra styrmand med. Flemming er skipper, Lars Chief i maskinen og Claus assistent, Tummas med tydelig nordatlantisk accent og humor var den nytilkomne styrmand.

Ombord i det næsten 30 år gamle skib er indkvarteringen i selvstændige kamre med eget bad og toilet. Besætningen skal være klar med max. 1 times varsel, og de tre bugserbåde har hver typisk 30-35 bugseringer om måneden. Tilkaldelsen afhænger af, hvor stort skib der skal assisteres, da Frigga er størst og præsterer hele 65 tons i pæletræk, Sigyn trækker 53 tons og Valland 45 tons.  

Med Claus på dækket til at tage fortøjningen og Flemming ved håndtagene på broen, er vi hurtigt ude imellem Esbjerg og Fanø, tæt forfulgt af de to øvrige, suppleret med Marinehjemmeværnets lokale skib, Lyø med en besætning på 12 + 2 fra Politiet og 4 meget hurtigtgående gummibåde med 4 mand i hver – også i et par af disse er Politiet med ombord.

Undervejs ud ad det noget snørklede løb, som er den naturlige rende, der danner indsejlingen til Esbjerg, er der tid til en rundvisning under dæk med Claus som guide.

   Der startes i maskinen, hvor Lars har to stk. 6 cyl. MAN B&W diesler på hver 1.500KW (omregnet til godt 2.100HK) at gøre god med. Motorerne leverer kraft til en bovtruster og to stk. Azimut-skruer agter, som tilsammen gør, skibet på stedet kan dreje om sin egen akse. Desuden er der tid til både at tale med besætningen, krydret med søhistorier og anekdoter, og se hvordan et par af fyrlinierne fungerer i praksis: to røde over eet i en del af løbet, som afløses af tre hvide over eet på et senere tidspunkt.  

Normalt starter en havnebugsering omkring Fovrfeld Båke, som er det røde fyr i vandet i nærheden af Mennesket Ved Havet, men grundet Endurances størrelse, starter bugserassistancen i dag væsentligt længere ude end normalt. Desuden skal indsejlingen påbegyndes, mens vandet ”står stille” mellem høj- og lavvande. Med den gældende last af ca. 1.000 enheder – heraf godt 30 helikoptere – skal Endurance mindst bruge lige godt 7 af de 10 meter i renden. Skibet ligger højt i vandet, og har dermed også en stor vindflade, som presser. Derfor skal Frigga op til agterenden og have en trosse ombord for både at kunne assistere med at bremse og dreje det mere end 260 meter lange skib i det relativt smalle løb, hvor al anden trafik i tidsrummet er forment sejlads.

  Da vi efter 5 kvarters sindig sejlads er ude ved 0-bøjen, passerer både Lyø, et par gummibåde og Danpilot Lima os på bagbord side. De har lidt mere travlt, da Lodsen har bedt om lejder 2,5 meter over vandet på Endurances styrbord side, lige som Lyø med følgebåde skal lukke af agten for, inden vi andre kommer kl. 11.30.

Alt forløber planmæssigt, Lyø og to gummibåde er på plads, Valland er gået for om, Frigga får trossen i stævnen, og Flemming drejer Sigyn rundt, så vi ligger skråt agten mellem Endurance og Lyø’erne – og så går turen tilbage mod Esbjerg. Da vi nærmer os Esbjerg Strand, har Valland fået fat i stævnen på Endurance, og det ses tydeligt, den begyndende medstrøm kræver assistance for at holde skibet på ret kurs mens røggas fra de to bugserbåde indikerer, der hales, trækkes og bremses.

Fanøfærgerne når at krydse, inden vi kommer, og da indsejlingen til Færge-og Dokhavnen er passeret, lægger Lyø og to gummibåde sig på tværs af løbet til Østhavnen, hvor også tre andre gummibåde venter – nu er det for alvor, vi er i MMO’en, alt mandskab ombord i bådene er såvel bevæbnet med skarpt som beordret til at skyde, hvis påkrævet.

   Nu skal Sigyn vise, hvad den kan. Mens Valland i stævnen og Frigga agten langsomt drejer det store skib, lægger Sigyn forsigtigt stævnen mod Endurances bagbord side for at modvirke strøm- og vindpres, mens skibet ligger tværs fra havneløbet. Lodsens stemme lyder ofte med ønske om de tre bugserbåde foretager sig dette og hint, og der kvitteres hurtigt. Det hele foregår tydeligvis stille, roligt og yderst professionelt – alle ved til fingerspidserne, hvad de har med at gøre og sindigt glider kolossen til kaj, og trosserne sættes i land.

Efter vi er sat i land på kajen, drejer Sigyn om sig selv og stævner ud af havnehullet for at finde sin vanlige plads i Dokken igen.

   På kajen er skibets voldsomt store rampe ved, langsomt at sænke sig, mens området begynder at fyldes af grupper folk i forskelligfarvede sikkerhedsveste og ditto hjelme. Jess har arrangeret et møde med Morten, som til dagligt er tilknyttet Flotille 125 i Randers, men i disse dage er ansvarlig for hele bemandingen af sikkerheden fra kajkanten og ud, mens Endurance ligger her. Også Morten har prøvet det før, i 2020 tilbragte han omkring 1.400 timer som frivillig ved tilsvarende opgaver i forskellige, danske havnebyer. Morten fortæller, at selv om opgaverne ligner hinanden, skelnes der mellem såkaldte Host Nation Support for udenlandske styrker og rent nationale støtteopgaver for Danmarks egne.

   Sikringsopgaverne er skarpt opdelte, Marinehjemmeværnets personel er ansvarlige fra søs til kajkanten for, at skibet kan losses i fred og ro – så længe der er behov for det, typisk 72 timer eller mere. Når skibet er tømt for militært grej, betragtes det sikkerhedsmæssigt som en almindelig stykgodsbåd på lige fod med øvrige skibe i havnen. Anderledes er det for Hjemmeværnet, der står for sikkerheden fra kajkanten og ind i land til MMO’en i lufthavnen, så længe der er grønbrunt isenkram i området.

Takket være en utrolig imødekommenhed fra både Marinehjemmeværnet, hærhjemmeværnsdistrikt syd og Sønderjylland, ansatte og frivillige i dagene op til søndag, har dagen har givet en helt unik indsigt i, hvilke opgaver de forskellige grene af Hjemmeværnet varetager, de mange frivillige timers engagement – og ikke mindst stoltheden de alle går til opgaverne med, vel vidende der med tidens trusselsbillede for NATO samarbejdet hurtigt kan blive brug for endnu flere frivillige, da gennemsnitsalderen i værnene desværre må siges at være i den noget høje ende. Situationen i Ukraine har dog givet anledning til en øget tilgang af specielt yngre kvinder og mænd, som føler et medansvar for vores allesammen sikkerhed. En indsats, som virkelig fortjener den dybeste respekt og påskønnelse!