Af Signe Helveg Thomsen  Fotos: Poul Helt

Vejret bliver varmere, dagene bliver længere, og snart begynder duften af grillstegt kød og kartofler i smør at sprede sig fra de sommerklare haver. Folk som samler sig om grillen med en øl eller et iskoldt glas rosévin, mens børnene leger i haven. Vi har det med at forbinde grillmad med sommerdage og bare arme, men det er ikke alle, som kan nøjes med 3 måneder af grillens magi.

Vi tager turen til Vester Nebel, lidt uden for Esbjerg, og så skal vi hilse på vestjyden, Dennis Winther. Han er 40 år gammel og gift med Pia Winther, og sammen har de to døtre på henholdsvis 7 og 10 år. I september måned sidste år, deltog han i VM i grill i Belgien, og med sig hjem hev han trofæet, sejren og titlen som verdensmester.

Madfanatikerens begejstring er ikke til at lægge skjul på, til trods for, at fødderne under ham solidt er plantet i den vestjyske muld.

Dennis byder varmt redaktionen indenfor, da han åbner hoveddøren til sit hus i Vester Nebel, hvor han bor med sin familie, og så er der ellers gjort klar til den helt store rundvisning med start i baghaven.

– Velkommen til mit ydmyge udekøkken, siger han med et stort smil på læben.

Omringet af 19 griller, et amerikansk køleskab og en masse andre spændende ting, giver Dennis sig til at forklare om de forskellige grillvarianter i det overdækkede udekøkken, samt den grillundervisning, som han har stablet på benene:

– Undervisningen starter altid ud med en Jack Daniels, og så skrues der ellers op for country musikken. Pointen er, at man kommer herhjem i mit udekøkken, og så fyrer vi op for grillen og læredommen, fortæller verdensmesteren.

Rundvisningen fortsætter, og redaktionen tages imod af familiens hund, konen – Pia – og de to døtre.

Samlet om det runde spisebord besvarer Dennis gladelig spørgsmål om alt mellem himmel og jord, men grill-passionen og familiebåndet må være nøgleordene for samtalen.

Hvordan formår du at få det hele til at gå op i en højere enhed?

– Foruden min kone, ville det ikke kunne lade sig gøre. Hun er forstående og støttende i henhold til konkurrencer, og så handler det selvfølgelig om at vælge, hvad der er vigtigst at deltage i. Det er med hjælp fra hende at det kan lade sig gøre, uden tvivl, fortæller Dennis, efterfulgt af et taknemmeligt smil til sin kone.

Dertil supplerer Pia: – Det var specielt hårdt da børnene var helt små, når Dennis skulle deltage i konkurrencer, men nu fungerer det fint, og vi supplerer hinanden rigtig godt.

Parret har sammen fundet en mellemvej, og dette er netop grundlaget for, at Dennis kan jonglere med både rollen som familiefar, sit arbejde og den enorme passion for mad.

Der lægges ikke skjul på, at Pia er stolt af sin mand, og ligeledes er døtrene, som ved opmærksomheden bliver en smule generte: – Vi er stolte af far, han er sej, lyder det fra pigerne.

Familien er ikke blot tilskuere til Dennis´ succes, for de tages med bag kulisserne, når konkurrenceretterne skal finpudses og justeres. Vi bliver fortalt om, hvordan maden altid godkendes af parterne på hjemmefronten før, at den medbringes nogle steder hen.

Er familien glad for din mad?

– Der er ingen tvivl om, at jeg får hug, hvis ikke resultatet sidder i skabet, og pigerne har især givet mig et lap over fingrene for, at kødet nogle gange har fået for meget, siger Dennis med latter i stemmen.

Meget tyder på, at familien er bevidste om, hvordan god mad defineres, og for Dennis, er det selvfølgelig heller ikke et uvant territorium.

Han har arbejdet med mad siden barnsben, og han påpeger selv, at han har en aldeles nørdet tilgang til mad, og det er ikke foruden en hungren efter at udvikle og at skabe.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til mad?

– Mit forhold til mad er sindssygt stærkt. Jeg har aldrig arbejdet med andet. Som 13´årig startede jeg i arbejde hos en gartner, og dengang håndplukkede man tomater og agurker, og man håndhøstede blomkål. Giver du mig et blomkål i hånden, kan jeg fortælle dig, om det er et 1., 2. eller 3. sorteringsblomkål, siger Dennis.

– Dernæst fik jeg arbejde på et pizzeria, og så gik jeg i lære som kok.

Alle disse arbejdspladser med maden i hovedrollen har givet verdensmesteren en tilegnet bred vifte af nørdet viden, hvilket har været med til at præge resultatet af, at han i dag kan kalde sig for verdensmester i grill.

Nu arbejder Dennis hos Slagter Theilgaard, og her har han friheden i behold i overensstemmelse med muligheden for at udvikle sig, hvilket er noget, som han værdsætter højt.

Med udvikling i centrum, fortæller vestjyden om den rolle, som grilning har fået i hans liv.

“Find noget der passer til dig, og bliv ved med at bruge det”

Hvordan opstod interessen for at grille?

– Interessen opstod dengang jeg arbejdede som køkkenchef på Sand´s. Jeg købte min første gasgrill, for at være præcis: en Weber Q100, og så udviklede det sig derfra. Mange kokketing kan føres ud på grillen, men det er måden man gør det på, som jeg synes er spændende. På konkurrenceplan, har jeg grillet i 10 år.

Man må sige, at 10-års-jubilæet blev fejret, da han i september gjorde sig fortjent til en særdeles flot 1. plads i verdensmesterskabet, og i anledning af sejren, har Dennis fået foreviget højdepunktet på sin krop.

– En af retterne fra da vi vandt VM, har jeg på den ene arm, mens en af retterne fra DM er på den anden arm, siger han med grinende stemme, mens han hiver ærmerne op.

Der hersker ingen tvivl om, at mad centrerer sig på et væsentlig større parameter hos familien Winther, end den gør hos så mange andre. Selv er døtrene ikke uden nysgerrighed, og de nyder begge to at bage.

I den anledning, skydes weekenden i gang med familiebag samt et godt glas rosé til Pia. Duften af smeltet chokolade i den lyse, søde dej, spreder sig i det hjertelige køkken, mens det viser sig som en pulserende, ren lykke på læberne hos far, mor og børn.