Af Redaktionen   Foto: Esbjerg Kommune

Endelig er det tid til igen at samle og fejre alle de seje og dygtige mestre fra Esbjerg Kommunes idrætsliv. Det sker ved Ungdomsidrætsfesten den 6. maj og Idrætsfesten den 12. maj, hvor sportsåret 2021 er i centrum.

Stemningen vil være i top, når Musikhuset Esbjerg den 6. og 12. maj danner rammen om først Ungdomsidrætsfesten og derefter Idrætsfesten. Esbjerg Kommunes hyldest af de unge og voksne idrætsmestre har nemlig ladet vente på sig, men nu kan det endelig lade sig gøre at samle alle til de to arrangementer i sportens tegn.

Sidste år gjorde corona det umuligt at holde de populære og traditionsrige idrætsfester, og af samme grund har det i år været nødvendigt at udskyde dem fra først på året til maj. Men nu er alle sejl sat til, og Esbjerg Kommune er klar til at give mestrene den fejring, de fortjener.

Skulderklap for vilje og gejst

Til begge fester er der færre mestre end tidligere år, og det må corona også bære ansvaret for. I 2021 har det nemlig været svært at afvikle mesterskaber, lige som atleterne har haft vanskelige vilkår i deres træning. Så netop i år er der rigtig god grund til at fejre dem, der faktisk er lykkedes med at nå til tops. Derfor glæder Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, sig over, at tiden igen er til at holde idrætsfester.

-Vores idrætsfester er en god og populær tradition, og det er vigtigt for os som kommune at vise atleterne, at vi sætter pris på deres indsats og succes i sportsarenaerne både hjemme og i udlandet. De er gode ambassadører for deres sportsgrene og foreninger og for vores kommune, og de har fortjent et stort skulderklap for den enorme vilje og gejst, det har krævet at holde sig kørende på et højt sportsligt niveau i de seneste par år. Det giver vi dem til idrætsfesterne, hvor de kan hygge sig og fejre hinanden, siger Jesper Frost Rasmussen.

Mestre fra mange sportsgrene

Den 6. maj er det de unge idrætsmestre, der indtager musikhuset til en festlig eftermiddag med Simon Salskov som konferencier. Her bliver 69 unge atleter fejret, og de har stillet sig øverst på sejrsskamlen til jyske, danske, nordiske og europæiske mesterskaber. Flest mestre har Esbjerg Atletik & Motion, men kommunens foreninger og sportsgrene er bredt repræsenteret med fx kampsport, svømning, gymnastik og motorsport. Til Ungdomsidrætsfesten bliver også Talentidrætsprisen uddelt, lige som sidste års modtager, Jacob Lund fra Ribe Ju-Jutsu, endelig kan få sin velfortjente hyldest.

Tre prisvindere hyldes

Den 12. maj er det de voksne mestres tur til at blive fejret. Her er 33 atleter fra 15 forskellige klubber på plads i musikhuset, og de har markeret sig flot til danske, nordiske og europæiske mesterskaber. Traditionen tro er Thomas Kristensen fra TV2 konferencier og guider mestrene og aftenens gæster fra kommunens idrætsliv igennem programmet med underholdning og uddeling af priser.

Årets vinder af Idrætsprisen skal findes, lige som der skal udnævnes et nyt medlem til den ærefulde Hall of Fame. Esbjerg Idrætsråds Lederpris er allerede blevet uddelt til Villy Grøn, der selvfølgelig også skal hyldes til Idrætsfesten for sin mangeårige indsats for Esbjergs idrætsliv, hvor han bl.a. har været formand for Esbjerg Idrætsråd og Hjerting IF.