Af Redaktionen

Fra årsskiftet kan borgere ikke længere tilgå deres skatteoplysninger via TastSelv-kode – nu er de tvunget til at bruge NemID

I sidste uge landede forskudsopgørelsen i danskernes skattemapper, og den kan man blandt andet se via ens TastSelv-kode. Men fra årsskiftet er det ikke længere muligt.

Her afskaffer SKAT nemlig muligheden for, at danskerne kan se deres skatteoplysninger med en TastSelv-kode. I stedet kan man nu kun bruge NemID. Det fremgår af oplysninger på Skattestyrelsens hjemmeside.

– TastSelv-koden er helt tilbage fra 1995. Det var noget af det første, man gjorde, da man digitaliserede den offentlige sektor. Det har været et fint redskab, og der er knap 400.000 danskere, der har den stadigvæk. Men i takt med, at man har udviklet andre metoder, og det er blevet muligt for alle borgere over 15 år at få et NemID, så er vi gået over til det. NemID har en højere sikkerhed, fordi man har et nøglekort, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Hun mener ikke, at eksempelvis de ældre vil kunne få problemer, skriver Ekstra Bladet.

– Hvis de ikke har digital post, så bruger de heller ikke TastSelv-kode – så får de det jo med posten. Hvis man har brug for hjælp, kan man også give sine pårørende adgang til TastSelv, så de kan hjælpe til. Derudover kan man også give en evt. rådgiver eller revisor adgang.

Bekymring
Nyheden vækker dog alligevel bekymring hos brancheorganisationen FSR – danske revisorer.

– Der er jo tydeligvis nogle, som bruger koden. Vi er selvfølgelig opmærksom på, at sikkerheden ikke er lige så god. Men der er jo nok en grund til, at de ikke bruger NemID, siger skattechef Mette B. Larsen. Hun synes, at 400.000 personer er et ‘meget stort antal’.

– Vi er naturligvis bekymrede for, at der er nogle danskere, som kommer i klemme på det her. De bliver jo tvunget til at bruge NemID.

Karoline Klaksvig kan dog ikke se det store problem.

– Det er mere vanen, der ændres. TastSelv og NemID er jo begge digitalt. Om du bruger nøglekortet eller en TastSelv-kode – det er jo det samme, siger hun.

Oplysningerne om skiftet bliver sendt ud til alle den 11. december. Både som digital og fysisk post.

Kilde: Skattestyrelsen, brancheorganisationen FSR, Ekstra Bladet.