Af Redaktionen Foto: Bakken
Den 22. december giver Bakkens Pjerrot Kurt Flemming i forbindelse med Jul på Bakken sin sidste optræden ved sit karakteristiske lille grønne hus og overdrager efter 23 års tro tjeneste stafetten til skuespiller Morten Eisner, der bliver ny Pjerrot fra 2020.
Pjerrotfiguren er et grundlæggende element i Bakkens dna og et uundværligt indslag i forlystelsesparken faste og gratis børneunderholdning. Det bliver der ikke lavet om på, men for første gang i 23 står parken over for et Pjerrot-skifte, når skuespiller Morten Eisner tager over fra sommersæsonen 2020, der løber ad stablen til april.
”Da Kurt for lidt over to år siden annoncerede, at han ønskede at stoppe som Pjerrot ved udgangen af 2019, var det helt naturligt for os at tage en snak med Morten. Han er skuespiller og en sand gøgler af natur, og så er han kommet på Bakken hele sit liv og har også de senere år optrådt lejlighedsvist på Bakken som Professor Augusto i sin gengivelse af Tribini. Morten er en musisk artist og vil derfor også kunne tilføre noget nyt og andet til Bakkens Pjerrot, og det glæder vi os meget til at opleve og præsentere på Bakken i året, der kommer,” siger Bakkens direktør, Nils-Erik Winther.
Morten Eisner – gøgler af sind
Skuespiller Morten Eisner ser ikke sit kommende engagement som Pjerrot som et farvel til sit arbejde som skuespiller, men som en naturlig udvikling og videreførelse af sit arbejde:
”Jeg er gøgler af sind og er sammen med min far og min bror kommet på Bakken hele mit liv og har altid været fascineret af Pjerrot-figuren. Det særlige ved Pjerrot er, at han er helt hvid i sit fysiske udtryk, og at man i sit arbejde med figuren derfor må lade alle hans farver komme til udtryk på andre måder. Det er et arbejde, jeg glæder mig til at komme i gang med, og jeg ser det som et oplagt skridt i min livslange uddannelse i at optræde på forskellige scener for forskellige mennesker”.
Og til spørgsmålet om, hvad det er, der er så fascinerende ved gøglen som artistform, kommer svaret prompte:
”Som gøgler kan man nok blive indtægtsløs, men man kan aldrig blive arbejdsløs, for man er hele tiden på for at skabe kontakt til mennesker og underholde dem. Det har altid fascineret mig, og at stå midt på Bakken i øjenhøjde med børn, voksne og barnlige sjæle er lige præcis det, jeg glæder mig allermest til,” siger Morten Eisner.
Kurt Flemming – stopper på toppen efter Jul på Bakken
Morten Eisners kommende plads på Pjerrot-pinden i det karakteristiske lille grønne hus midt på Bakken bliver samtidig et farvel til en meget afholdt mand og stabil medarbejder i forlystelsesparken.
”Vi har på Bakken været så fantastisk glade for Kurt, der har været en fantastisk Pjerrot. Afholdt af både Bakken-folk og byens børn har han givet os alle så mange oplevelser i sin loyale fortolkning af Pjerrotfiguren, der både driller, tryller og underholder, men samtidig har et melankolske udtryk grundet sin ulykkelige kærlighed til Pirette,” siger Nils-Erik Winther.
Kurt Flemming spiller sine sidste forestillinger som Pjerrot i forbindelse med Bakkens julesæson, der finder sted i weekenderne fra 22. november til 22.december. Om sit forestående farvel til Pjerrot siger han selv:
”Jeg har altid været af den holdning, at man skal stoppe på toppen, og det gælder selvfølgelig også mig selv. Derfor takker jeg af nu. Jeg har været i proces med min afsked, siden jeg sagde op for to et halvt år siden, og nu er jeg klar. Ikke kun til flere fisketure og mere tid i haven med mine børnebørn, men også til rollen som manuskriptforfatter på teaterforestillinger hos Kulnaturforeningen. Med mig tager jeg fantastisk mange og dejlige minder. Det har givet mig så utrolig meget at være Bakkens Pjerrot, og jeg er meget stolt af den tid, jeg har haft herude.”
Om Morten Eisner – Bakkens kommende Pjerrot
- 65 år og uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978
- Morten har blandt andet været tilknyttet Betty Nansen Teatret, Det Kongelige Teater, Bellevue Teatret, været klovn i Cirkus Arena, været med i trioen Klyderne og haft rollen som Bamse i Bamses Billedbog.
- Født og opvokset på Frederiksberg med sin familie: far og Bakken-maler Ib Eisner, mor og maler Inger Larsen, storebror og Bakken-maler Jeppe Eisner. Morten er kommet på Bakken, siden han blev født.
Om Kurt Flemming – Bakkens afgående Pjerrot
- 67 år og har haft 5 sygedage i løbet af sine 23 år på Bakken.
- I løbet af sine år på Bakken har Kurt samlet brugt mere end 200 døgn på at tage sminke af og på svarende til mere end 2,5 års fuldtidsarbejde alene i sminkning og afsminkning.
Om Pjerrot-figuren
Pjerrot-figuren har mere end 400 år på bagen, og den hvide ildslugende karakter været fast inventar på Dyrehavsbakken i mere end 200 år, siden han i år 1800 kom til forlystelsesparken fra Italien med commedia dell’arte i skikkelse af Giuseppe Casorti. I alt spiller Bakkens Pjerrot cirka 800 forestillinger alene i løbet af sommersæsonen, der varer ca. 5 mdr. Dertil kommer forestillingerne i Bakkens efterårs- og juleperiode.