Af Sabina Schmidt   Foto: Dyrenes Beskyttelse

Mortensaften står for døren, og i den anledning kommer der flere ænder i kølediskene rundt omkring i landet. Dyrenes Beskyttelse opfordrer forbrugerne til at kigge nøje på anden, før de beslutter, hvilken der skal med hjem til middagsbordet.  

Mortensaften betyder for rigtig mange danskere, at der skal and på middagsbordet. Det kan man se i kølediskene rundt omkring i supermarkederne, hvor der traditionen tro så småt er ved at blive fyldt op med ænder.

Men det er ikke ligegyldigt, hvilken and forbrugerne lægger i indkøbskurven. Det påpeger dyrlæge og Master i Vurdering af Husdyrvelfærd fra Dyrenes Beskyttelse, Mia Bonnichsen:

-Der er stor forskel på ænderne i køledisken. Nogle kommer fra en produktion, hvor de har fået klippet spidsen af næbbet af eller aldrig har været udenfor. Andre har derimod beholdt deres næb, været ude i det fri og haft adgang til badebassiner, hvor de kan passe og pleje deres fjerdragt. Så det er værd at betale lidt ekstra for en and med god dyrevelfærd, siger Mia Bonnichsen.

Derfor skal en and have adgang til det fri

Ænder har, ligesom alle andre dyr, en række naturlige behov, der er vigtige at opfylde. De skal både have en masse plads, hvor de kan strække vingerne, være nysgerrige og finde insekter i jorden og ikke mindst vaske og pleje deres fjerdragt med rent badevand.

Alt det kræver, at de har adgang til det fri, og det har dyrene har haft under mærket med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Det gør nemlig en verden til forskel for ænderne, om de kommer udenfor eller ej.

-Det er helt fundamentalt for ænders velfærd at komme ud under åben himmel, hvor de har plads til at udleve deres naturlige adfærd. En konventionel and går inde i en stald med meget lidt plads. Det gør især berberiænder stressede og aggressive overfor hinanden, og derfor får de ofte klippet næbbet af, fortæller Mia Bonnichsen, der rådgiver forbrugerne til i stedet at købe pekingænder.

Dyrenes Beskyttelse opfordrer forbrugerne til at vise deres holdning til ænders velfærd, når de vælger and i køledisken. Deres beslutning har en afgørende betydning for udbuddet i supermarkederne.

Sådan lever ænderne under ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”

Der er mange fordele som and, hvis man lever under mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Mærket sikrer, at ænderne har:

Adgang til det fri

Flokken har adgang til et udeareal med god plads, hvor dyrene kan bevæge sig frit og udleve deres naturlige adfærd.

Naturlig døgnrytme

Der er krav om dagslys. Derfor har dyrene en naturlig døgnrytme.

Hele næb og kløer

Ingen ænder under mærket “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” får klippet hverken næb eller kløer.

Adgang til badevand

Ænder har behov for  badevand, så næb, næsebor og hoved kan holdes rent. Det har ænder adgang til under mærket “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Kort transporttid

Ænder bliver højst transporteret i 8 timer, før de når slagteriet.

Ønsker du mere viden og har et ønske om at blive klogere på dyrevelfærd? Så tjek www.levdyrevenligt.dk