Af Eva Zauner Bredahl
Da etageboligen på Østergade 57 i går kollapsede stod lejerne pludselig på gaden, uden andet end det tøj de havde på da de forlod ejendommen om morgenen.
De blev i hast genhuset på Hotel Britania for natten, men med en ny dag er der stadig mange ting der står hen i det uvisse, for ingen ved hvad der skal ske herfra.
Cecilie Højland er en af dem der nu står uden tag over hovedet, og det endda på dagen hvor hun kan fejre sin 18-års fødselsdag. Da Østergade 57 kollapsede i går, var hendes lejlighed gjort klar til gæster, flot pyntet med flag og balloner.
-Jeg er stadig i chok over dagen i går, og har ikke rigtig fået det bearbejdet. Jeg er jo mega ked af at gå glip af fejringen af min 18-års fødselsdag, men det værste er at vi alle sammen jo har mistet alt, siger hun og henviser til at ingen af beboerne har måtte hente noget som helst ud fra ejendommen på grund af nedstyrtningsfaren.
Uventet hjælp
Cecilie der til dagligt arbejder i Føtex på Smedegade, fik sig noget af en overraskelse, da hun mødte ind i morges. For her havde ledelsen nemlig besluttet at overraske den unge kvinde ovenpå gårsdagens vel nok sorteste dag.
Da hun mødte ind på arbejde i morges, blev hun mødt af fuld forståelse for hendes pludselige uventede status som hjemløs og en lille overraskelse. Som så egentlig ikke var så lille endda!
Arbejdspladsen og ledelsen har nemlig besluttet, at Cecilie i aften får lov til at låne kantinen på sin arbejdsplads, så hun kan blive fejret trods alt. Så kan de aflyste gæster geninviteres og de unge mennesker kan få nogle hyggelige timer sammen, efter forevisningen af en negativ Corona test!
-Det kan man da kalde for en omsorgsfuld arbejdsgiver! Det er helt vildt det her fortæller Cecilies mor Lenette. Det er fra det ene chok til det andet men det sidste her det er da bare så fornemt og vild betænksomt af hendes arbejdsplads slutter hun glad.
I dag, onsdag , er resten af den nedfaldne gavl væk. Den blev tirsdag aften fjernet af sikkerhedshensyn. Det er uvist hvad der skal ske med etageejendommen herfra, og hvorvidt beboerne får mulighed for at redde personlige effekter ud. Det kan kun tiden vise…
[smartslider3 slider=”136″]