Af Redaktionen

Årets tjener 2021, Jann Rosenkilde Olesen, skifter Michelin-restauranten Henne Kirkeby Kro ud med Musikhuset Esbjerg. Her genforenes han med køkkenchef Jacob Møller Justesen og bliver samtidig en del af en ny, stærk trio, der skal gøre oplevelsen endnu bedre for gæsterne

Jann Rosenkilde Olesen har et cv, der kan slå benene væk under enhver madelsker. Han er udlært tjener fra Henne Kirkeby Kro, han har arbejdet på gourmetrestauranter som Ruths Hotel i Skagen, Tree Top på Munkebjerg Hotel og i alt 17 år på den to-stjernede Michelin-restaurant Henne Kirkeby Kro. Nå, ja, og så blev han sidste år kåret som årets tjener af Den Danske Spiseguide.

Nu skifter Jann Rosenkilde Olesen Henne Kirkeby Kro ud med Musikhuset Esbjerg. Her kommer han til at indgå i en trio sammen med endnu en nyerhvervelse, Eileen Wolfgang, som også er udlært tjener og kommer fra en stilling som restaurantchef på Hjerting Badehotel. Trioen fuldendes af Jennifer Hinrichsen, som har været i Musikhuset Esbjerg siden 2011, men som nu får en endnu mere fremtrædende rolle.

Sammen vil de tre få ansvaret for de mange gæster, der spiser i Musikhuset i forbindelse med arrangementer, til gourmetaftenerne i Musikhusets restaurant, Kunsten, og de gæster, som besøger Musikhusets café, Kulissen.

-Vi får et super stærkt team, der supplerer hinanden utroligt godt og har alle de kompetencer, der skal til, for at give vores gæster en endnu bedre oplevelse, siger Torben Seldrup, direktør i Musikhuset Esbjerg.

Ambitionerne er høje

Selvom Jann Rosenkilde Olesen betragter Henne Kirkeby Kro som sit andet hjem, er han ikke i tvivl om, at det er rigtig at skifte til Musikhuset Esbjerg.

-Jeg elsker Henne Kirkeby Kro, men det er blevet tid for mig til at gerne prøve noget nyt. Jeg har en søn på snart fire år og en dejlig kone, og dem får jeg bedre mulighed for at være mere sammen med i det her job. Og så er det en rigtig god mulighed for at komme til at arbejde sammen med Jacob Møller Justesen igen, siger han.

Da Jann Rosenkilde Olesen for 23 år siden begyndte som tjenerelev hos Henne Kirkeby Kro, hed restaurantchefen Jacob Møller Justesen. Siden da har Olesens og Justesens veje flere gange krydset hinanden, blandt andet på Hotel Britannia og Sillesens Hus i Varde. Nu genforenes de to i Musikhuset Esbjerg, hvor en anden af Jann Rosenkilde Olesen gode bekendte og tidligere kollegaer, Mike Salcedo, i øvrigt huserer som kok.

-Musikhuset Esbjerg et andet slags sted og en anden prisgruppe end Henne Kirkeby Kro. Men serviceniveauet og ambitionerne er også høje i Musikhuset, og glæder mig til at arbejde sammen med en masse dygtige mennesker, der brænder for at give gæsterne gode oplevelser, siger Jann Rosenkilde Olesen.