Af Redaktionen

Fra den 27. til 30. maj vil Krydsfelt i Naturkraft krydsbefrugte naturvidenskab og kultur. Missionen med arrangementet er at gøre den grønne omstilling håndgribelig i et lokalt dagligdagsperspektiv – en meget relevant mission for Naturkraft, som dagligt sætter fokus på bæredygtighed og naturens kræfter i oplevelsesparken ved Ringkøbing. Nu er programmet for Krydsfelt-dagene klar, og deltagerne kan glæde sig til at opleve en bred vifte af stærke lokale aktører blandet med landskendte navne som Mads Langer, Thure Lindhardt, Jan Gintberg, Jesper Theilgaard og Micki Cheng. Arrangementet markerer samtidig genåbningen af Naturkraft efter den lange corona-nedlukning.

Hvis Danmark skal lykkes med den grønne omstilling, skal bæredygtighed og klima gøres håndgribeligt i et lokalt perspektiv, der passer ind i en travl hverdag. Og én af måderne at gøre det på er, ifølge arrangørerne bag Krydsfelt, at kombinere videnskabens verden med kulturen.

Inspirationen til arrangementets krydsbefrugtning af naturvidenskab og kultur kommer fra H.C. Ørsted og H.C. Andersen, som tilsammen udgør Danmarkshistoriens mest betydningsfulde eksempel på en sådan krydsbefrugtning. De to herrer fornemmede, at det er i krydsfeltet mellem vidt forskellige syn på verden, at den bedste version af fremtiden bliver skabt.

Denne tilgang er arrangørerne bag Krydsfelt inspireret af, og derfor er programmet for de fire dage også en blanding af stærke lokale aktører fra Ringkøbing-Skjern og omegn samt landskendte navne indenfor både kultur, videnskab og grøn omstilling, der sammen skal skabe et væld af underholdende og inspirerende aktiviteter.

Hos Ringkøbing-Skjern Kommune er der store ambitioner for det nye arrangement. Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, fortæller:

-Med Krydsfelt har vi skabt et arrangement, som er helt enestående. Der er ikke blot tale om en række traditionelle kulturdage med optrædende på en scene, og det er heller ikke bare en faglig konference, der præsenterer ny og vigtig viden. Tværtimod er det den bedst tænkelige krydsning af disse to, forklarer han og udtaler videre:

-Vi tror på, at det er med denne kombination af naturvidenskab og kultur, at vi bedst får formidlet til danskerne – og ikke mindst børn og unge – hvordan vi i fællesskab kan skabe en grønnere og dermed mere bæredygtig fremtid. Især når det kommer til det lokale og hverdagslige perspektiv. Netop derfor er vi stolte af, at så mange aktører og organisationer i Naturkrafts lokalområde har valgt at bakke op om og blive en del af Krydsfelt.

Krydsfelt i Naturkraft følger naturligvis myndighedernes gældende retningslinjer for COVID-19 med bl.a. fremvisning af coronapas og gyldigt ID for alle over 15 år ved entré, brug af mundbind indendørs og en max kapacitet i antallet af gæster i overensstemmelse med det gældende forsamlingsforbud. Der opfordres derudover til at købe billetter på forhånd, da Krydsfelt i Naturkraft har et begrænset salg af billetter for sikre publikums tryghed og sikkerhed.

 

Krydsfelt i Naturkraft finder sted fra 27.-30. maj 2021.