Af Redaktionen

En af verdens bedste kvindelige håndboldspillere i mere end et årti, Nora Mørk, er tiltrukket af træningsmiljøet i Team Esbjerg og forlader i sommeren 2022 Champions League-vinderne Vipers Kristiansand for at skifte til klubben på en toårig aftale.

Den 30-årige Oslo-pige var i udlandet for første gang som teenager, da hun i 2007-2008 skiftede fra barndomsklubben Bækkelaget til Aalborg DH en sæson. Efter otte sæsoner tilbage i hjemlandet, heraf syv succesrige år i Larvik HK, spillede hun i tre sæsoner for håndboldstormagten Györ og derefter en sæson i CSM Bucuresti. Efter to sæsoner hos de norske mestre er hun klar til et nyt eventyr.

– Jeg har altid følt mig godt tilpas ved at spille i udlandet, og da de mange norske spillere i Esbjerg trives vældig godt, var det naturligt at tage kontakt til Teams Esbjerg træner, Jesper Jensen. Vi havde en rigtig god snak, og jeg fandt ud af, at vi ser ens på mange ting. Jeg er en ivrig og ambitiøs håndboldspiller og har hele tiden lyst til at blive bedre. Jeg tror, jeg vil passe godt ind, og jeg ser virkelig frem til at få lov til at spille i klubben, siger Nora Mørk.

Cheftræner Jesper Jensen skulle ikke bruge mere end et kvarter af videomødet med Nora Mørk, før han var overbevist om, at hun vil passe ind i kollektivet i Esbjerg.

– Nora Mørk tænker langt hen ad vejen håndbold på samme måde som vi, at man ikke kun skal have fysiske kompetencer, men også spille med omtanke og udvikle sig. Hun er en sindssygt dygtig spiller, der kan gøre medspillere bedre og også udfordre mig.  Nora vil bidrage til at udvikle både sig selv og holdet, og med sit ekstraordinære vindergen kommer hun med en kultur, at man skal stræbe efter mere. Det er ikke tilfældigt, at mesterskaber i flere lande er flyttet med hende, siger Jesper Jensen.

Nora Mørk har i en landsholdskarriere indledt i 2010 spillet 141 landskampe og scoret 696 mål for Norge, hun er verdensmester i 2015, fire gange europamester og har vundet to gange OL-bronze, men aldrig OL-guld. På klubplan vandt hun fem norske mesterskaber med Larvik, tre ungarske med Györ og foreløbig et med Vipers, med hvem hun vandt DELO EHF Champions League tidligere i år. Forinden vandt hun fire CL-titler med Larvik og Györ.

– I Team Esbjerg skal vi tænke i Final4 i Champions League, og når vi det, kan alt ske. Det vigtigste for mig ved en klub er, at der er et godt træningsmiljø, en god træner, og klubben har ambitioner. Jeg elsker at spille håndbold og spiller for at vinde. Team Esbjerg har en vældig god højre side, som jeg glæder mig til at spille sammen med. Jeg er meget optaget af, at holdet skal spille godt sammen, og jeg er nok gået fra at være den, der scorer flest mål, til at være en mere kollektiv spiller. Jeg håber, mine nye holdkammerater bliver glade for at se mig, siger Nora Mørk, der ved flere slutrunder er kåret som bedste højre back.

I særdeleshed håber hun at blive taget godt imod af sin nære veninde fra Vipers-tiden, Henny Reistad, der skiftede fra samme klub til Team Esbjerg inden denne sæson. Nora Mørk har også en privat årsag til at søge mod Danmark, da hun er kæreste med GOG’s svenske landsholdsfløj, Jerry Tollbring. Det stod dog hurtigt klart for hende, at hun måtte søge mod vest for at finde den ideelle klub. Nora Mørk agter at bosætte sig i Esbjerg.

– Når Nora selv bringer det på bane, at hun kontaktede os, tror jeg, det skyldes, at hun fortsat er meget ærgerrig efter at udvikle sig og blive bedre hele tiden. Hun er enormt dedikeret, og hendes kæmpekrav til omgivelserne overgås kun af dem, hun stiller til sig selv. Vi synes selv, vi har en stærkt kultur, men hun kan bringe den endnu længere. Jeg er både stolt og ydmyg over, at hun har valgt Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Cheftræneren vurderer, at tilgangen af Nora Mørk 1. juli 2022 vil lægge yderligere et lag på det brand og den anseelse i toppen af europæisk klubhåndbold, som klubben grundlagde for to sæsoner siden. Så kom Mette Tranborg i den følgende sæson, Henny Reistad i sæson to og nu Nora Mørk i sæson tre. De er alle attraktive spillere, der kan afgøre europæiske kampe, og vil sammen med den øvrige stærke trup gøre ambitionen om at spille Final4 i de næste sæsoner til ikke bare et håb, men en realistisk mulighed.