Af Redaktionen

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt elselskabet Norström for ulovligt telefonsalg. Også en virksomhed, der medvirkede som leadvirksomhed, er blevet politianmeldt. Alle aftaler, som er indgået med Norström under ulovligt telefonsalg, er ugyldige.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Norström, der primært sælger el-abonnementer, for ulovlige opkald til 224 forbrugere og for at have vildledt 117 forbrugere under telefonsamtalerne. De ulovlige henvendelser er alle foretaget på under fem måneder.

Ifølge klager til Forbrugerombudsmanden har Norströms telefonsælgere blandt andet udgivet sig for at være forbrugernes nuværende elselskab og bedt forbrugerne om at udlevere deres bankkontooplysninger med den begrundelse, at forbrugerne havde et tilgodehavende hos deres nuværende elselskab eller kunne spare gebyrer mv.

Ifølge andre klager har telefonsælgerne bedt om forbrugernes CPR-numre med den begrundelse, at forbrugerne skulle tilmeldes grøn strøm, eller at forbrugernes nuværende elselskab skulle fusionere med Norström.

Leadvirksomheden SikkerFremtid ApS er politianmeldt for at have medvirket til de ulovlige opkald ved at have solgt urigtige oplysninger om, at forbrugerne havde givet samtykke til at blive ringet op af Norström. En leadvirksomhed er en virksomhed, der indsamler såkaldte leads – det vil sige samtykker – bl.a. via konkurrencer på nettet.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at Norström blandt andet har vildledt forbrugerne i telefonopkaldene ved:

  • at udgive sig for eller på anden måde give forbrugeren det indtryk at opkaldet er fra forbrugerens nuværende elselskab,
  • i strid med sandheden at oplyse, at Norström samarbejdede med, skulle fusionere med eller var blevet overtaget af forbrugerens nuværende elselskab eller at forbrugerens nuværende elselskab var gået konkurs,
  • at give urigtige oplysninger om, at forbrugeren kunne spare penge ved at skifte til Norström, selvom selskabet ikke kendte til forbrugerens nuværende elaftale eller forbrug.

Langt de fleste af forbrugerne har klaget direkte til Forbrugerombudsmanden, men Forbrugerombudsmanden har også modtaget klager over Norström gennem andre energiselskaber.