Af Redaktionen

Politiet har givet hele 8500 flere klip i kørekortet i første kvartal i år end sidste år.

De første tre måneder i 2020 har budt på en drastisk stigning i antallet af klip i kørekortet til de danske bilister.

Sammenlignet med første kvartal året før er der givet over 8500 flere klip i kørekortet til de danske bilister, viser de nyeste tal fra Rigspolitiet.

Det skyldes blandt andet, at loven sidste år blev skærpet, så bilister, der ikke kan holde fingrene fra mobilen, nu får et klip i kørekortet. Det gav tidligere kun en bøde.

Cirka 6000 af de i alt 23.000 klip i kørekort er udstedt for brug af håndholdt mobiltelefon.

Christian Berthelsen, der politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, mener, at bilisterne har brug for længere tid til at lære, at de skal holde sig fra mobiltelefonen.

– Vi ser endnu ikke den fulde effekt af den nye lov. Det virker, men man må bare ikke tro, at så snart det bliver sagt, man får et klip, at så stopper folk med det. Det skal også gå op for folk, og for nogle sker det først, når de får klippet.

– Lad os give det et år eller halvandet for at se udviklingen. Hen over det næste år tror jeg, det begynder at falde, siger Christian Berthelsen.

Selv om politiet registrerede en nedgang i antallet af sigtelser, lige efter at lovændringen trådte i kraft, er der blevet givet 500 flere klip for håndholdt mobiltelefon i første kvartal i år, end der blev givet bøder i samme periode sidste år.

Ifølge Christian Berthelsen har politiet også været mere til stede, og det giver naturligvis flere bøder og klip i bilisters kørekort.

Men det kræver en større indsats at få alle bilister til at lægge mobilen fra sig, når de kører bil, forklarer han.

– Folk ved det godt, men det er bare så svært at lægge den fra sig, fordi der sker så meget omkring os. Mobilen har vi med os alle steder, og børn bliver nærmest født med den i dag, og derfor er det så nemt at tage den, siger han.