Af Redaktionen Foto: Niclas Jessen
Politiet landet over deltager i denne uge i en fælles europæisk
politiindsats mod manglende brug af sikkerhedsseler og andet sikkerhedsudstyr
under kørslen. Bag indsatsen står TISPOL, der står for samarbejdet mellem
færdselspolitiet i hele Europa. Indsatsen er delvist finansieret af
EU-kommissionen.
Brug af sikkerhedssele er et meget effektivt værn mod at komme til skade eller
dø ved en trafikulykke. Brugen af sikkerhedssele reducerer således
sandsynligheden for som bilist at blive dræbt i et uheld med 50%.
-Man skal være opmærksom på, at de store fremskridt, som bilproducenterne gør i
forhold til bilernes meget høje sikkerhedsniveau, med eksempelvis airbags mv.
ikke har den store effekt, hvis ikke man anvender sikkerhedssele.
Derudover skal føreren notere sig, at han eller hun er ansvarlig for, at
børn ligeledes er fastspændt under kørslen, siger politiassistent Christian
Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, og fortsætter: -Ved ikke at
bruge sele under kørslen, er det ikke kun farligt for en selv. Det kan også
være farligt for ens medpassagerer, da man helt automatisk vil blive kastet
rundt i kabinen, når uheldet sker.
Alene i 2019 blev i alt 13.070 bilister sigtet for manglende anvendelse af
sikkerhedssele!