Af Eva Zauner Bredahl

Alle ledige skal nu have et CV på Jobnet.dk, hvor deres kompetencer fremgår. STAR har sammen med Cabi udviklet det nye CV og en række dialogværktøjer, som sagsbehandlere i jobcentrene kan bruge i deres samtaler med ledige. Fokus på kompetencerne skal især gøre det nemmere for ledige, der er langt fra arbejdsmarkedet, at komme i job.

Fremover skal alle ledige have et CV på portalen, og CV’et skal være et gennemgående værktøj i samtalerne mellem sagsbehandlere og borgere. Tidligere har borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet været fritaget fra at have et CV, men det er ikke længere tilfældet.

Erfaringer fra indsatser som Flere skal med og JobFirst viser, at det også har en positiv effekt for borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, at tale om kompetencer og job. Her er et CV et godt og naturligt værktøj at gribe til.

Det nye CV indeholder alle gængse kategorier med kontaktoplysninger, uddannelse og erhvervserfaring, men derudover er der også en kasse med teksten ”Det kan jeg også”, som kan udfyldes med andre interesser og kompetencer, der fx er opnået i fritiden.

Cabi har i samarbejde med STAR udviklet en række dialogark, som kan understøtte dialogen mellem sagsbehandlere og borgere, når CV’et skal udfyldes. Her er fx spørgsmål om, hvordan borgeren har det med at arbejde sammen med andre mennesker, hvad han eller hun laver i fritiden og interesserer sig for.
Dialogarkene er løbende blevet testet i fem jobcentre, og responsen er meget positiv.

Foruden dialogark er der også udviklet informationsmateriale om det nye CV og tankerne bag CV’et til ledelsen i jobcentrene og til borgerne.