Af Lene Memborg Foto: Bakkeskolen
Jonas ”Lordix” Skov fra 7.P er toprangeret som den bedste danske spiller i ”Bloons Tower Defense Battles”
Som regel går det ret vildt for sig i eSport-undervisningen, med lynhurtige skydespil, som i høj grad kræver en hurtig reaktionstid, høj præcision og teamwork – men nogle elever nyder også at spille selvstændige strategispil i fritiden, Jonas er en af dem.
Spillet er et Tower Defense spil, som kan beskrives som et opgraderet spil skak. Spillet går helt basalt ud på, at man skal forhindre fjender i at komme igennem en labyrint, med strategisk placerede tårne, der beskytter ens egen labyrint.
Spillet er downloadet ikke mindre end 10 millioner gange fra Google Play-butikken, og hver eneste uge bliver der fundet en ny national mester for hvert land – og her er det altså lykkedes Jonas at være den bedst præsterende i Danmark, samt den 33. bedst præsterende på verdensranglisten, for denne uge!
Men Jonas har endnu større ambitioner, for som han siger; – Selvom mit mål er at blive Professionel CS:GO spiller, så synes jeg det er fedt at være god til andre spil også. Jeg har et mål om at blive den 3. bedste i verden i Bloons, og jeg håber det kan lykkes mig i sommerferien – fortæller en tydelig stolt Jonas ”Lordix” Skov.
Det kan vi faktisk godt forstå – STORT til lykke til Mr. Lordix, det skal nok lykkes for dig!