Af Redaktionen

Til december bliver bybusnettet i Esbjerg udelukkende betjent af elbusser, og nu indvies depotet, som skal huse den nye flåde af 29 elbusser.

Sidste år kunne Sydtrafik og Esbjerg Kommune offentliggøre, at Tide Bus A/S havde vundet udbuddet på driften af bybusserne i Esbjerg frem til 2032. I den forbindelse blev det besluttet, at Esbjerg Kommune skulle bygge et busdepot, som bliver stillet til rådighed for Tide Bus som operatør.

Første spadestik til byggeriet blev taget den 23. november i 2020, og på under et år er der skudt et flot busdepot op på Kattegatvej. Byggeriet af depotet er sket i et godt samarbejde mellem Esbjerg Kommune, COWI, Arkitema og hovedentreprenøren K.G. Hansen og Sønner.

Med placeringen får busserne et centralt punkt at betjene de forskellige ruter gennem byen fra. Og når busserne ikke kører på Esbjergs gader, vil busdepotet være stedet, hvor de bliver ladet op.

Udover 32 ladestandpladser indeholder busdepotet også en række faciliteter, som skal gøre det nemmere at servicere busserne på stedet så som værkstedsbygning og klargørings- og vaskehal. Til chaufførerne er der sørget for omklædningsrum, kantine, kontorer og møderum.

Det nye busdepot er bygget med respekt for Esbjerg Kommunes ambition om at blive CO2 neutral i 2030.

-Esbjerg bliver den første store by i Danmark, der udskifter hele bybussystem i et hug for at mindske udledningen af CO2. Det kommer hele byen til gode, når busserne ikke længere står for lokal luftforurening og støj. De bæredygtige tanker går igen i opførelsen af busdepotet, hvor der er tænkt over materialevalg, energiforbrug og genbrug af regnvand i den nye vaskehal, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Busdepotet er primært opført i træ, og de store vinduespartier sørger for masser af naturligt dagslys i bygningen. Mekanisk solafskærmning forhindrer, at bygningen bliver for varm på solrige dage. Solceller på bygningen sørger for strømmen til bygningen og regnvandet samles i lille sø, og det bruges sidenhen i vaskehallen.

Busdepotet indvies den 10. november kl. 13 på Kattegatvej 10. Alle er velkomne, når busdepotet for første gang åbner dørene for offentligheden. I den daglige drift vil passagerer ikke normalt komme fordi depotet, så indvielsen bliver en enestående mulighed for at se elbussernes hjem. Indvielsen vil byde på taler, snoreklip og der bliver rig mulighed for at se de nybyggede faciliteter, sparke dæk på en elbus og runde pølsevognen.