Af Redaktionen

Kaffe kan være en hel videnskab, hvis man dykker ned i ristning og bryggemetoder.

Men om den er fra stempelkande, filter, kapsler eller pulver, er ikke kun et spørgsmål om smag og behag. Det har også betydning for sundheden.

Et nyt norsk studie publiceret i European Journal of Preventive Cardiology slår nemlig fast, at det er sundere at drikke kaffe, der er filtreret end ufiltreret.

-Vi har længe vidst, at ufiltreret kaffe har en sammenhæng med øget kolesterol. Men det er første gang, der er lavet en ordentlig langtidsundersøgelse, så for første gang får vi svar på langtidsresultaterne, siger professor Lars Ove Dragsted, som er sektionsleder for Klinisk og Forebyggende Ernæring på Københavns Universitet.

Der er tale om et stort befolkningsstudie, hvor mere end 500.000 nordmænd er blevet fulgt igennem 20 år i gennemsnit.

Og her viser sig en signifikant forskel i forhold til dødeligheden, når det drejer sig om, hvorvidt man indtager kaffe, der er filtreret eller ej.

Synderne er nogle stoffer, der kaldes terpener. Nærmere bestemt er der tale om cafestol og kahweol.

-Det er de stoffer i verden, som jeg kender til, der er bedst til at øge kolesterol – altså den gale vej i forhold til sundhed, siger Lars Ove Dragsted og tilføjer: -Men når man har papirfilteret imellem, får man ikke de stoffer. Dem, der bruger kaffefilter, har en mildt mindre risiko.

Det betyder, at i eksempelvis stempelkaffe, som ikke filtreres, flyder stofferne med, når du indtager kaffen.

-Der findes et dansk firma, der har udviklet poser til stempelkander, hvor grumsen samles, siger Lars Ove Dragsted og fortsætter:-Jeg har testet det på et tidspunkt, og det sænker stofferne med mindst 50 procent. Så det er i hvert fald bedre, hvis man rigtig godt kan lide smagen af stempelkaffe.

I undersøgelsen kategoriseres instantkaffe og koffeinfri kaffe som de filtrerede typer kaffe – altså uden stofferne.

-Jeg har kun testet én frysetørret kaffe, og der var stofferne filtreret væk af producenten, bekræfter Lars Ove Dragsted.

Han har dog ikke testet kaffekapsler. Og du kan desværre ikke selv læse dig til, hvorvidt et produkt indeholder stofferne.

-Du kan ikke se det noget sted, og det er rigtig svært at måle stofferne. Det kræver, at man forsæber og ekstraherer kaffen, fortæller han.

Kogekaffe er en anden ufiltreret form, som er noget mere udbredt blandt vores svenske og norske naboer og derfor kommer til udtryk i den norske undersøgelse.

-Den ved vi, er meget værre, fortæller Lars Ove Dragsted.

Når man laver kogekaffe, puttes de grovmalede bønner direkte i en kedel, som man lader simre.

Synderne er nogle stoffer, der kaldes terpener. Nærmere bestemt er der tale om cafestol og kahweol.