Af Jan Poulsen Foto: PR
SubC overtager NorSeas fabriksdivision på Falkevej. Det sker efter at de to virksomheder det seneste år har arbejdet tæt sammen. Det betyder at 24 ansatte fra smededivision Steel & Paint skifter arbejdsgiver til SubC fra årsskiftet.
Det er samarbejdet mellem SubC og NorSea, der har klarlagt en række fordele, herunder en gensidig gevinst ved konsolidering.
– I SubC har vi fundet en køber, som værdsætter tilgangen af en kompetent medarbejderstab og ser et potentiale i en attraktiv ordrebog, siger Jesper Høj-Hansen, administrerende direktør i NorSea
– Vi kender SubC som en dygtig partner. Med overdragelsen af Steel & Paint til SubC vil vi udbygge et allerede velfungerende samarbejde; sikre at vores kolleger fortsat har en god arbejdsplads, og at vores kunder får den kvalitet, de forventer, fortsætter han.
– Vi står begge foran store opgaver på energiområdet, ikke mindst afledt af væksten i den grønne energi, siger Tonny Klein, administrerende direktør i SubC:
– Der er i markedet en stor efterspørgsel på erfaring indenfor opbygning af procesanlæg og udstyr. Disse kompetencer vil vi gerne fastholde i branchen, da det er meget svært at skaffe udenfor Esbjerg. En overdragelse af Steel & Paint passer derfor godt ind i SubC’s set up.
Tonny Klein ser også frem til at udbygge samarbejdet med NorSea yderligere.
– Der vil være synergieffekter både hos os og i samarbejdet med NorSea fremadrettet. NorSea får fortsat fuld adgang til en kompetent fabrikationsdivision, og vi får adgang til NorSeas globale set up og mulighed for at være en del af NorSeas one-stop-shop-koncept.