Af Redaktionen   Foto: Ebbe Salomonsen

I denne uge gives der politigarantier. De nye politigarantier kan sammenlignes med de behandlingsgarantier, vi kender fra sundhedsvæsenet. Politigarantierne er et løfte til borgerne om, hvilken service politiet vil levere til dem.

Politigarantierne er de samme i alle politikredse og gælder på følgende kriminalitetsområder; indbrud i private hjem, vold, voldtægt og narkotikasalg ved skoler.

I praksis opfylder Syd- og Sønderjyllands Politi allerede politigarantierne i de fleste sager.

– Vi er glade for, at vi her i Syd- og Sønderjylland længe har kunnet levere en god service over for vores borgere på de anførte kriminalitetsområder. Men fra i dag vil vi have et skærpet fokus på, at vi lever op til politigarantierne, siger chefpolitiinspektør Bjarne Sørensen.

Politigarantierne på de fire områder indeholder en lang række løfter. Et af løfterne er, at politiet rykker ud hurtigst muligt efter en anmeldelse om indbrud, hvis der stadig er en gerningsmand på stedet. Hvis gerningsmanden ikke længere er tilstede, skal politiet rykke ud til borgeren inden 24 timer efter, anmeldelsen er modtaget.

Ved anmeldelser om vold skal politiet rykke ud med det samme, hvis gerningsmanden er til stede, eller der er fare for liv og førlighed, eller hvis der er tale om vold af grovere karakter.
Ved anmeldelser om voldtægt og om åbenlyst salg af narkotika ved skoler skal politiet også rykke ud med det samme.

– Vi håber, at politigarantierne vil bidrage til at øge borgernes tryghed i forbindelse med politiets øgede tilstedeværelse hos borgerne, siger chefpolitiinspektør Bjarne Sørensen.

Hvis politiet undtagelsesvis ikke opfylder politigarantierne, så er der mulighed for at klage. Klagen sendes til den politikreds, hvor politigarantien ikke er overholdt. Hvis du vil sende en klage til Syd-og Sønderjyllands Politi, skal du sende den på sjyl@politi.dk