Tekst og fotos: Camilla Uth

Der er hyggeligt i containeren på Dokhavnen, indvendig er den beklædt med træ, og inde i bunden af den sidder hun Turi Munk, og gør det hun har gjort siden hun var 3 år gammel, hvor hun lærte at slibe rav under kyndig vejledning af sin far Uffe Munk, en kendt ravsliber. Uffe sleb rav i 71 år, og han var mens han levede en fast del af Esbjerg Festuge i Kunstcontainerne på havnen, hvor han har været med siden begyndelsen.

Den lille Turi lærte at slibe rav som 3-årig, og som 5-årig lavede hun sin første ring, igen under kyndigvejledning fra sin far, der stod på sidelinjen. – Det er den sociale arv, fortæller hun smilende, for hun har altid været med sin far, både på turene, hvor de har samlet rav sammen og i kælderen, hvor værkstedet havde hjemme, – alt hvad der skal være, rundt bliver drejet med glasskår, og alt er som det plejer at være, min far har været min læremester, siger hun, og adspurgt hvad det bedste tip han har givet hende er, svarer hun prompte – smil og vær glad og vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig.

Uffe Munk var magasinforvalter og museumsinspektør på Esbjerg Museum, og her har Turi også trådt sine barnesko, og altid været med, så hun har fået en kæmpeoverlevering, og besidder den dag i dag en viden om mangt og meget der vedrører både Esbjerg og Fanøs historie, og så ved hun, alt hvad der er værd at vide om rav. Dette materiale, der i sin tid er startet som en klump harpiks, og siden er hærdet gennem millioner af år, og som vi i dag kan finde langs den jyske Vestkyst.

Far og datter har aldrig brugt en ravlygte, heller ikke selvom de har samlet rav om natten, for de har haft en viden og en erfaring at trække på, -det var noget med at stikke en finger op i luften og så blev der sagt – det er vejr (rav vejr), og så kørte vi, fortæller hun. Der er fundet mange spændende stykker gennem årene blandt andet har de fundet et stort stykke på stranden ved Blåvand, hvor det tydelig ses, at denne store klump harpiks har siddet fast på en gren, da den hærdede, og er sidenhen blevet gemt til senere fremvisning.

Det vigtigste rum i hele hytten er værkstedet

-Min far var mit idol, og jeg er gået i min fars fodspor, så derfor her jeg også arbejdet med mandefag, fortæller Turi, der både har været jord og betonarbejder, brandmand og maler. Kort prøvede hun kræfter med social og sundhedsfaget, men en kvindedomineret arbejdsplads var ikke sagen, så hun vendte tilbage til det hun kendte. – min far var håndværker og jeg blev håndværker, vi stod jo altid nede i værkstedet sammen, det vigtigste rum i hele hytten, det er værkstedet, skide være med alt det andet bare vi har et ordentligt værksted, og så noget godt værktøj, for værktøj er det halve af arbejdet, siger hun med eftertryk.

Der er en skøn ro over hende, som hun sidder og fortæller, for her mellem ravet, både det slebne og det uforarbejdede, er hun på hjemmebane. Den gamle slibemaskine, den lille æske med glasskår, Brassoen, skruerne med ravperlerne påsat til forarbejdning, tændstikkerne med lim, kludene til at slibe med, ja alt det en ravsliber bruger til at forarbejde ravstykkerne med, står rundt om hende, som de i sin tid stod rundt om hendes far, og som det var tilfældet med hendes far, så ynder hun også en god hjemmelavet kryddersnaps.

Hun har 4 forskellige kryddersnapse med, som vi selvfølgelig skal mage på, en hybenrose, en kirsebær, en brombær og en med rabarber, sidstnævnte er dog blevet fusioneret med en rabarbersnaps fra containeren overfor, for den ene var for sur og den anden var for sød, men efter et mix, kom der til sidst en ypperlig snaps ud af det. – min far havde over 100 kryddersnapse lavet på ingredienser fra den danske natur, fortæller hun stolt, men den bedste snaps de begge kunne få var ravsnapsen, som bliver lavet på de små fine spåner, der bliver drejet af, når der bliver brugt glasskår, og de bliver så efterfølgende puttet i et glas med vodka eller klar Svendborg, med låg på og trækker så en rum tid, inden den filtreres og drikkes, og hvad smager ravsnapsen så af, ja den smager selvfølgelig af rav.

Hendes far besad en naturlig nysgerrighed, som Turi også har arvet, – når man er lidt dum så stiller man spørgsmål, ellers får man aldrig noget at vide, og jeg er ikke ret klog, så jeg er god til at spørge, siger hun da snakken falder på samarbejdet med polske forskere fra Krakow, og det en dag havde undret hende hvorfor noget rav er blåt, for det er der ikke ret meget af, og så sidder man og klør sig lidt i nakken og kigger på det i et mikroskop, for det skal vi have fundet ud af.

Efterfølgende var de fire mand der begyndte at undersøge sammensætningen af pigmentet i ravet og det viste sig at det blå rav kommer fra træer der har været udsat for svampeangreb, og når harpiksen trak igennem den pågældende svamp, så kom det ud på den anden side og var blåt.

Turi er et stort leksikon udi kendskab til rav, hun deler gerne ud af sin viden og viser os både de første stykker hun selv har fundet, hvor der dels er blevet lavet et hjerte og en lille ring, ravstykket til ringen beholdt hun stædigt i sin dengang 5-årige næve, for hun ville ikke aflevere det. Hendes stædighed vandt, og derefter lavede hun så sin første ring.  Hendes første stykke, et smukt stykke med flotte små luftbobler i, men som egentlig er indelukket regn, fandt hun på en pløjemark i Vendsyssel, og det blev af hendes far lavet om til et lille fint ravhjerte. Uffes første stykke rav, som han polerede op og lavede, til et fint vedhæng til sin mor er også gemt i en lille æske, som han fik tilbage igen, da hans mor mente han var gammel nok til at passe på det.

Som hendes far gjorde, så sanker Turi også i naturen, og hun er også med når der skal håndteres et rådyr der er blevet skudt, for der er gevir og hov, der skal gemmes og forarbejdes.

Turi ved en del om historie, igen en viden hun har fået overleveret og samtidig har hun haft utallige samtaler med Peter Dragsbo, hvor hun med sin sunde nysgerrighed har suget viden til sig omkring både Esbjerg og Fanøs historie. Hun fortæller om en storm der huserede på Fanø for 200-250 år siden, hvor 2/3 af den mandlige befolkning på øen blev dræbt, hvordan tingene på øen ændrede sig, og hvordan en Fanødragt blev øget med ekstra stof og bånd, så den kunne bruges i flere år, hvordan den samme familie brugte de samme sølvknapper, når de gik i kirke, for de blev sat på de forskellige familiemedlemmers dragt, når de på skift gik i kirke, for i kirke skulle man dengang, og alt dette blev dokumenteret i kirkebøgerne, så man kunne holde opsyn med, hvem der havde været der, for intet blev overladt til tilfældighederne.

Turi har en fortælleevne som få, endnu en gave hun har fået med sig fra sin far, som var en meget lun mand. Han elskede at fortælle, og hans kloge varme øjne som også går igen hos datteren spillede, når han fortalte sig varm omkring det materiale, som han elskede at forarbejde, nemlig ravet. Turi sliber rav hver dag, det er ikke kun en hobby, men også en livsstil for hende, det er det hun slapper af med. Hun kan med et enkelt blik på et stykke rav lynhurtigt vurdere, hvad det kan bruges til, og derefter bliver det skåret ud med minutiøs grundighed, for intet må gå til spilde.

Hendes kunstcontainer er klart et besøg værd, og hun kan fortælle alt om rav, så tøv ikke med at slå et slag ind forbi hende på Dokhavnen, enten for en god snak eller hvis der skal kigges på eller købes rav. Hendes smykker og alt det andet, hun sliber og forarbejder af rav, er fint og sirligt udført og lavet med sans for det gode gamle håndværk, som hun har lært af sin far.