Af Sabina Schmidt

Her på de varme sommerdage kan temperaturen stige vanvittigt hurtigt.

Hvis du har prøvet at sætte dig ind i en bil, der har holdt parkeret i solen på en varm sommerdag, så ved du, at der kan blive brændende varmt i en bil – også meget varmere end temperaturen udenfor.

Nu har bilorganisationen NAF undersøgt, hvor hurtigt temperaturen i en bil kan stige på en varm sommerdag, skriver TV2.no

Selvom det er sensommer lige nu, så er temperaturen her i Danmark stadig høj, hvorfor man skal tænke sig godt om i forhold til at efterlade levende væsner i bilen.

NAF parkerede i testen en bil i solen en lun sommerdag, hvor temperaturen i Norge lå på 24 grader. Derefter satte de en temperaturmåler ind i bilen for at se, hvor hurtigt temperaturen kravler op.

– I løbet af en halv time var temperaturen 20 grader varmere end udetemperaturen, siger Nils Sødal, senior kommunikationsrådgiver i NAF, ifølge norsk TV2.

Overraskende
– Det blev overraskende hurtigt varmt. Det tog ikke lang tid, før det begyndte at blive ubehageligt at sidde inde i bilen, siger Nils Sødal til mediet.

Testen afslørede, at på fem minutter under den stegende sol var temperaturen i bilen steget til 34 grader, og efter 10 minutter var der over 37 grader varmt i bilen. Efter en halv time var temperaturen 44 grader.

– Varmen stiger overraskende hurtigt, og for små børn kan det være farligt. De regulerer ikke kropsvarmen gennem sved så godt som vi voksne, siger Nils Sødal.

Farligt for dyr
Det er ikke kun mennesker, som ikke må efterlades i varme biler på en sommerdag. Dyr kan nemlig heller ikke tåle den høje varme.

Hvert eneste år får Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral henvendelser fra bekymrede borgere, som har observeret en hund efterladt i en varm bil.

Selv om Dyrenes Beskyttelse også hvert eneste år forsøger at advare hundeejere mod at lade hunden sidde i bilen på varme dage, er der stadig mange, som ikke har forstået budskabet, og det kan have fatale konsekvenser for hunden. En opgørelse fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 viser, at 126 personer henvendte sig i 2019, fordi de var bekymret for en hund, der var efterladt i en varm bil.