Af Redaktionen

Fra midnat natten mellem fredag og lørdag ændrer Tyskland den praktiske udførsel af deres indrejsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Men selve reglerne for, hvornår man lovligt kan rejse ind i Tyskland, er i meget store træk uændrede. Det oplyser det tyske forbundspoliti, Bundespolizei.

Ingen grænsehandel

Det er således stadig ikke tilladt for danske statsborgere at rejse til Tyskland med det formål at være turist eller at foretage indkøb i eksempelvis grænsebutikkerne.

Og man skal derfor som dansk statsborger stadigvæk have et anerkendelsesværdigt formål for at kunne rejse lovligt ind i Tyskland.
Dog lemper de tyske myndigheder reglerne i mindre omfang på nogle områder.

En ændring er, at de tyske myndigheder fremover gennemfører risikobaseret stikprøvevis indrejsekontrol ved grænseovergangene ved Frøslev, Kruså og Sæd. Og det vil fortsat være grænseovergangene i Frøslev, Kruså og Sæd, der skal anvendes, hvis man i bil skal passere landegrænsen mellem Danmark og Tyskland.

Fortsat indrejsekontrol til Danmark

For rejsende, der kommer fra Tyskland, vil reglerne for at kunne rejse ind i Danmark fortsat være de samme.
Eventuelle spørgsmål til den tyske indrejsekontrol henvises til Bundespolizei.

Eventuelle spørgsmål til den danske indrejsekontrol ved landegrænsen til Tyskland kan rettes til Syd- og Sønderjyllands Politis Kommunikationsenhed, telefon 56 42 25 04.