Af Sabina Schmidt Kilde: Sydbank
Banken kan ofte hjælpe rejsekunder med at få pengene tilbage, hvis de vel at mærke reagerer hurtigt.
Hvis rejsen er betalt med et kort – enten Dankort, Visa eller Mastercard, har feriedanskere med en aflyst rejse i bagagen en ekstra forsikring i forhold til at få deres penge tilbage. Ved at kontakte banken, kan man gøre indsigelse mod betalingen for at få tilbageført beløbet.
– Kunder har ret til at få pengene tilbage, hvis de ikke får leveret den vare, som de har betalt for. Rejser betalt med kort giver os en teknisk mulighed for at få tilbageført betalingen, hvis arrangøren, flyselskabet eller rejseportalen har aflyst rejsen pga. Corona-pandemien, fortæller afdelingsleder for Indsigelse i Sydbank, Connie Kristensen.
Det giver de mange skuffede rejsende mulighed for en slags helgardering. Hvis selskabet af en eller anden grund afviser at give kontant erstatning, så har man i stedet mulighed for at gøre indsigelse overfor Nets, fortæller hun.
Men man skal ikke vente for længe og acceptere, at rejsearrangøren bare forhaler sagen. Vinduet for at udnytte denne mulighed står åbent i ca. 4 uger efter afrejsedato. Er rejsekunden ikke blevet krediteret for rejsen inden, så er det tid til at kontakte banken for at sikre sine penge, forklarer Connie Kristensen.
– Retten til at gøre indsigelse tabes, hvis man bare væbner sig med for stor tålmodighed. Der er ingen grund til smide denne chance bort. Det er kundens ret at få kontant erstatning. Men nogle arrangører gør krumspring for at slippe for erstatning eller de nøjes med at tilbyde en voucher eller erstatningsrejse, siger hun.
Hvis det glipper med at komme i tide til at gøre indsigelse, er der dog stadig mulighed for under visse omstændigheder at få erstatning via rejseforsikringen, som er tilknyttet Mastercard.
Connie Kristensen opfordrer til under alle omstændigheder at søge rådgivning i egen bank, hvor der er specialister til at finde rundt i de indviklede regler.
– Husk at sikre dig skriftligt afslag fra rejsearrangøren, det gør det nemmere at dokumentere sagen, slutter afdelingslederen.