Af Redaktionen

Selvom myndighederne endnu ikke direkte anbefaler danskerne at gå med mundbind for at beskytte sig mod smitte af corona virus, er danskerne de seneste dage og uger begyndt at købe mundbind i stor stil.

Salget er ”gået amok”, fortalte Pricerunners direktør, Martin Andersen, igår. Men inden du lader dig rive med og hamstrer mundbind i blinde, er det en god idé at sikre dig, at de rent faktisk er effektive.

”Det er ikke ligegyldigt, hvilket mundbind du bruger. Det skal være mærket rigtigt og være lavet på en måde, så fabrikanten har overholdt meget specifikke krav,” forklarer Hanim Yassin, akademisk sagsbehandler i sektion for medicinsk udstyr hos Lægemiddelstyrelsen.

Alverdens modeproducenter er de seneste måneder gået i selvsving og er begyndt at fremstille mundbind, der koster op mod flere hundrede kroner stykket.

Det er blandt andet sket, i takt med at flere lande er begyndt at pålægge deres borgere, at de skal bære mundbind i helt specifikke situationer.

Samtidig har flere danske eksperter vurderet, at danskerne risikerer at få lignende påbud senere på året, sikkert i løbet af efteråret.

Men hvis ikke mundbindet blot skal være til pynt, er der en række ting, du bør sikre dig står på pakken.

”Du skal være opmærksom på, at det er CE-mærket. Det betyder, at fabrikanten har levet op til de lovkrav, der er i forhold til blandt andet effektivitet og sikkerhed,” forklarer Hanim Yassin.

Derudover skal produktinformationen på pakken stå på dansk, og fabrikantens navn skal fremgå. Det samme skal eksempelvis mundbindets holdbarhed, ligesom det skal være muligt at læse sig til, hvilken type mundbind der er tale om.

”Det er også vigtigt, at hvis du får dem tilsendt, så må emballagen fra fabrikanten ikke være brudt. De må ikke være sendt i en konvolut eksempelvis, ” siger Hanim Yassin.

Og hvad så med alle de stofmundbind, der ser lækre ud, og som moderigtige butikker er begyndt at sælge for flere hundrede kroner?

”Helt generelt er det sådan, at stofmundbind ikke er medicinsk udstyr. Jeg har endnu ikke set et mundbind af stof, der er godkendt som medicinsk udstyr, ” siger Hanim Yassin og henviser til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Hos Sundhedsstyrelsen er holdningen til brug af mundbind af stof meget klart opridset i pjecen ”Brug af mundbind”:

”Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at bruge mundbind, der er lavet af stof eller hjemmelavede mundbind”, står der.