Af Jan Poulsen

Velfærd for teknikere og besætning er vigtigt for Triton Knoll. Samarbejde mellem ESVAGT og SDU’s Center for Maritim Sundhed og Samfund sikrer sundhed og velfærd i Triton Knoll offshore vindpark.

Sunde medarbejdere er et parameter, ESVAGT bliver målt på, når rederiet medvirker ved installationen af Triton Knoll offshore vindpark ude for Lincolnshire-kysten i den engelske del af Nordsøen.

Derfor har parkejeren i samarbejde med ESVAGT fået tilknyttet SDU’s Center for Maritim Sundhed og Samfund til at sikre, at de 120 medarbejdere, som står for installationen af parken, er både sunde og i sikre omgivelser:

-Opfordringen og implementeringen af en effektiv pakke, der skal styrke de ombordværendes trivsel, som arbejder på vores projekt, har været et essentielt element for Triton Knoll, siger Julian Garnsey, projektleder for Triton Knoll:

-Vores vision er at få alle sikkert hjem. At passe på hinandens sikkerhed og trivsel er vores absolut højeste prioritet.

Det var således et krav til ESVAGT ved indgåelse af kontrakten, at rederiet kunne bistå med at gennemføre en professionel sundhedsfaglig kampagne i vindparken. Til det formål har ESVAGT allieret sig med forskere fra SDU’s Center for Maritim Sundhed og Samfund, som har sammensat seks workshops på blandt andet kost, trivsel og mental sundhed:

-Det er en samlet pakke målrettet netop de indsatser, Triton Knoll ønsker særligt fokus på, siger Asger Stürtzel Sørensen, Head of HSE i ESVAGT:

-Det er tydeligt, at velfærd og trivsel for teknikere og besætning på arbejde i parken er et afgørende parameter for Triton Knoll. Projektet er samtidig en unik mulighed for danske forskere til at sikre sig værdifuld viden og datamateriale, siger han.

Det kan Lisa Loloma Froholdt, professor ved SDU’s Center for Maritim Sundhed og Samfund, bekræfte:

-For os er data guld. Vi bygger vores viden på data, så det er enormt værdifuldt for os at være med i dette projekt, siger hun.

Lisa Loloma Froholdt anerkender den indsats, der ligger bag:

-Det er virksomheder, som forstår at tage ansvar og sætte ind dér, hvor det gør en forskel. Mantraet i den maritime sektor er ’safety first’; det har alle søfolk nærmest tatoveret i panden. Men trivsel er et vigtigt aspekt i sikkerhed. At sikre, at kollegerne trives og har et fornuftigt stressniveau er kolossalt vigtigt, og jeg kan kun rose Triton Knoll og ESVAGT for at tage ansvar for det, siger hun.