Rema 1000 advarer mod fup-beskeder: ‘Det er ikke os’

Forbrugerrådet Tænk advarer i øjeblikket om falske beskeder fra REMA 1000

Hvis du har modtaget en invitation til en spørgeskemaundersøgelse, hvor der står Rema 1000 i afsenderfeltet, så råder de til at du er ekstra opmærksom.

Der florerer  nemlig flere af de såkaldte fup-beskeder, hvor svindlere udgiver sig for at være fra dagligvarekæden.

Men det eneste, som de faktisk prøver på, er at lokke folks personlige oplysninger ud af dem – og i sidste ende deres penge. Det oplyser Mit Digitale Selvforsvar, som er en app, der er udviklet af Forbrugerrådet Tænk.

I beskeden, der ligner noget fra Rema 1000, bliver modtageren bedt om at trykke på et link, hvor man skal udfylde et spørgeskema og herefter deltage i en konkurrence om at vinde et gavekort til dagligvarekæden på 1000 danske kroner.

Linket til undersøgelsen er både blevet delt via mail og gennem sociale medier, herunder Facebook, Instagram og Messenger.

Men selvom beskeden ved første øjekast, og et gavekort på 1000 kroner måske ikke lyder helt dårligt, er det vigtigt, at man ikke tager den for gode varer.

Det er nemlig slet ikke Rema 1000, der står bag. De oplever dog desværre løbende, at der er falske annoncer i omløb. Derfor advarer de også deres kunder og beder dem være ekstra opmærksomme.

Hold øje med disse detaljer:

Hvis din mail eller sms starter upersonligt som for eksempel ‘Kære kunde’, skal du allerede være på vagt.

Hvis mailadressen eller domænenavnet indeholder minimale ændringer som for eksempel danskkebank.dk frem for for eksempel danskebank.dk.

Hvis links virker uforståelige eller forkortede som for eksempel i ‘bit.ly’. Man skal dog være opmærksom på, at dygtige svindlere godt kan »spoofe« beskederne, så det udstråler et korrekt link.