Af Redaktionen   Foto: Karolina Grabowska

Næsten 80.000 gange er Esbjerg-virksomheds sexnovelle-podcast blevet afspillet. Det høje antal afspilninger kommer i den grad bag på podcastens ophavsmænd, da de intet har gjort for at promovere podcasten. Faktisk var det lidt et tilfælde, at lydnovellerne endte med at blive udgivet som netop podcast.

I december 2019 lancerede Temptations.dk en podcast under navnet Temptations’ sexnoveller. Podcasten bestod af ti afsnit. Hvert afsnit var en oplæsning – tilsat lydeffekter – af en af platformens mest populære sexnoveller.

Her – omkring to år senere – er de ti lydnoveller samlet set blevet afspillet 77.728 gange, og podcasten figurerer på flere lister over de mest populære podcasts, blandt andet hos podcast-tjenesten TuneIN, hvor Temptations’ sexnoveller optræder på oversigten over de mest populære podcasts i Danmark side-om-side med podcasts som Her Går Det Godt og Sara & Monopolet.

Succesen må siges at være lidt af et tilfælde. Folkene bag podcasten har nemlig ikke gjort nogen stor indsats, når det kommer til promovering. Ej heller har de hverken haft et mål om eller en veltilrettelagt strategi for, at podcasten skulle blive så stor, som den er blevet.

-Det var nærmest et tilfælde, at vi valgte at udgive vores lydnoveller som podcast. Formålet var i første omgang egentlig bare at give vores besøgende en endnu bedre brugeroplevelse ved at give dem mulighed for at få læst vores noveller højt, når de besøgt vores hjemmeside, fortæller Jesper Nørskov Jensen, der er en af bagmændene til podcasten, og fortsætter:

-I princippet kunne vi lige så godt have udgivet produktionerne på YouTube, for det var vitterligt ikke noget, vi tænkte særligt meget over. Heldigvis valgte vi dog at udgive det hele som en podcast. Umiddelbart tror jeg, at vi sorterede YouTube fra, fordi vi ikke skulle bruge billedsiden til noget, og at vi i stedet valgte podcast-mediet, fordi vi underbevidst tænkte, at denne kanal måske kunne give sexnovellerne en anelse mere eksponering.

Og ’en anelse mere eksponering’ viste sig at være en underdrivelse, for minimum 70 % af alle de afspilninger, som podcasten har fået, er foregået andre steder end via de indlejrede afspillere på Temptations.dk.

Episode om utroskab er den mest populære

Den episode, der med afstand er den mest populære, handler om en piges utroskab med sin kærestes bedste ven.

I skrivende stund er denne episode blevet afspillet næsten 12.000 gange.

Den næstmest populære episode handler om gruppesex, mens den tredje mest populære episode vedrører et førstegangsbesøg i en swingerklub.

Generelt set er der en tendens til, at de episoder, hvor jeg’et er en kvinde – og speakeren derfor er det samme – er de mest populære.

Snart udkommer sæson 2

Da sæson 1 blev lanceret, var der ikke umiddelbart planer om flere sæsoner, men i takt med at podcasten er blevet mere og mere populær, føler bagmændene nu, at der ikke længere er nogen vej udenom. Derfor er det også sikkert og vist, at der kommer en sæson 2.

-De ti noveller, der kommer til at udgøre sæson 2, er allerede skrevet og udgivet på vores platform. Nu mangler vi blot at rekruttere to dygtige speakere for at komme i gang med produktionen. Faktisk har vi netop offentliggjort et jobopslag på vores hjemmeside, så umiddelbart gætter jeg på, at sæson 2 er live inden for to måneders tid, fortæller Casper Ellam Schou, den anden bagmand bag podcasten.

Indtil sæson 2 bliver lanceret, må tilhængere af podcasten dog nøjes med sæson 1, der kan findes her: https://temptations.dk/temptations-sexnoveller-fraek-podcast-med-hede-fortaellinger/.