Af Redaktionen    Foto: EASV

Det vrimler med serviceøkonomer fra EASV på Esbjergs nyeste hotel, A Place To Hotel, og står det til Operations Manager Helle Tingberg kan hun nærmest ikke få for mange. Serviceøkonomerne kommer nemlig med masser af viden og idéer, der udfordrer vanetænkningen i branchen.

Det er altid sundt at blive udfordret på sine vaner og rutiner, og det bliver ikke mindre sundt, når man har været 25 år i samme branche. Det mener Helle Tingberg, der er daglig leder af Esbjergs nyeste hotel, A Place To Hotel. Både her og i sine tidligere stillinger har hun haft stor glæde af serviceøkonomer fra EASV, som hun har haft i praktik, studiejobs og faste stillinger.

-De kommer med et frisk syn på hele hotelbranchen og stiller spørgsmålstegn ved den måde, vi gør mange ting på. Og så har de en rigtig god ballast fra uddannelsen på EASV i form af opdateret viden og konkrete værktøjer, der kan bruges i den virkelige verden. Det betyder, at de ikke bare udfordrer os, men at de gør det kvalificeret og konstruktivt udtaler Helle Tingberg Operations Manager, A Place To Hotel i Esbjerg

Studerende med viden og erfaring

Hun fremhæver desuden den praktiske erfaring, de studerende også har med fra erhvervsakademiet, fordi store dele af undervisningen omhandler cases fra branchen og en generelt tæt kontakt til erhvervslivet.

På A Place To Hotel er der tre uddannede serviceøkonomer ansat, og Helle Tingberg har specifikt været på jagt efter dem, da hun skulle opbygge medarbejderstaben på Esbjergs nyeste hotel.

-Tingene går så stærkt på et hotel, og derfor bliver det ofte meget rutinepræget. Man gør det, man ved, der virker, fordi man ikke har tid til at tænke anderledes. Derfor er det sundt, at der er nogen, der en gang i mellem siger: “Hvorfor gør vi det ikke sådan her i stedet for?” Den evne, og lyst, til at udfordre er noget af det, de studerende har med fra uddannelsen, siger hun.

Tæt samarbejde med EASV er en gave

Men serviceøkonomerne kan ikke bare stille kvalificerede spørgsmål. Ofte kan de også svare. For Helle Tingberg betyder det, at hun også kan give konkrete opgaver og projekter videre med en klar forventning om, at de bliver løst og løftet.

-De tænker selvstændigt, og de har en generel forståelse og konkrete redskaber med fra uddannelsen, som gør, at de også kan indgå i den daglige drift og bidrage til at få hverdagen på hotellet til at fungere. Det er der selvfølgelig også behov for.

-Jeg håber også, at nogle af de kommende studerende har lyst til for eksempel at bruge A Place To Hotel som case i undervisningen. Som virksomhed skal man se det som en gave, at der er unge mennesker, der interesserer sig for ens virksomhed og gerne vil gøre en forskel, mener hun.