Af Lene Memborg   Fotos: Poul Helt

Forleden stævnede E.1 Claus Sørensen ud fra Esbjerg havn efter en snart to årig gennemgribende renovering i Hvide Sande med skift af flere vitale organer. Så ”Den gamle dame på snart 90 år” er back in town i topform.

Fiskeri- og Søfartsmuseets stolte sejlende fiskekutter E.1 Claus Sørensen er dermed klar og parat til næste års nye eventyr for den sidste lyseblå trækutter i Esbjerg.

Men nu står hun også skarp med det sidste nye af sikkerhedsudstyr, der blandt andet tæller nye redningsflåder fra VIKING, og dermed bliver det også muligt at sejle med op til 23 passagerer mod de nuværende 12, og det er noget, man er glad for, da det giver helt nye muligheder for at skabe ekstra ordinære oplevelser til søs.

Richard Bøllund, museumsinspektør, kulturhistorisk, fortæller: -Det giver os nu helt andre muligheder for at medtage større grupper, så når vi stævner ud igen 1. maj, bliver det også med helt nye tiltag, hvor jeg vil guide de besøgende. Der er altså ikke noget smukkere end Esbjerg fra vandsiden, som mange ellers ikke har mulighed for at se.

-Men der kommer også til at ske noget helt nyt, når vi starter op pr. 1. maj. Inden da skal vi nemlig gerne have fundet nogle flere kaptajner og frivillige, da hele E.1 Claus Sørensen bliver et ”frivilligheds projekt”, om man vil.

-Så der må da være nogle pensionerede kaptajner og sejlerfolk, der sidder derude og kunne tænke sig at blive en del af dette spændende projekt, fortæller han med stor entusiasme.

– Det gælder også selvom man er pensioneret. Vi står for oplæringen, og at alle kravene selvsagt bliver overholdt, og så har vi det skægt her om bord.

Der skal nemlig af sikkerhedsmæssige årsager være tre besætningsmedlemmer ombord til en sejlads. Så derfor er der brug for ekstra hænder.

-Dagens kaptajn, Niels, har f.eks. sejlet i 22 år her på E.1, men inden da var han fisker i 40 år, og han vil da gerne snart holde helt fri fortæller Richard med et glimt i øjet.

Kaptajnen Niels på de snart 82 år fortæller selv til KomEsbjerg, at han da elsker at sejle, og at han ellers holder sig frisk hver dag med en god lang gåtur hver morgen hele året, og så dyrker han naturligvis også gymnastik!

-Man skal da bare holde sig i gang, og sådan en tur her med frisk luft elsker jeg simpelthen, og så har vi det også sjovt her ombord, fortæller han, alt i mens han styrer skibet sikkert ud af Esbjerg Havn. – Men jeg har mange ting,  jeg også skal have tid til – det er ikke så´n at være en travl pensionist, griner han.

At tonen er fri på det lille lyseblå skib er tydelig, og alle kender deres plads i et uformelt miljø.

Fakta boks

Museets sejlende fiskekutter E.1 “Claus Sørensen” er bygget i 1931 på Søren Kjeldsens Skibsværft i Esbjerg. Kutteren har siden 1978 været ejet af museet til sejlads med turister og skoleklasser m.m.

Skibsdata

Havnekending E

Hjemhavn Esbjerg

Materiale Træ

Kaldesignal OXVF

Register DAS

Fiskeritype Snurrevod

Dimensioner

Længde over alt 17,98 Længde 16,76

Bredde 5,03 Dybgang 2,22

BRT 36,83

NRT 12,55

Af økonomiske tilskud til det store projekt med renoveringen af E.1 Claus Sørensen:

Her har Fiskeri- og Søfartsmuseet fået støtte fra Claus Sørensens Fond, Alice og Tage Sørensens Fond samt Hempel Fonden.

Alt redningsudstyr (flåder og redningsveste) er sponsoreret af VIKING Life-Saving Equipment.

Derudover har museet også fået stor hjælp og gode råd fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og World Marine Offshore ud over den fantastiske store velvilje fra utallige virksomheder og privatpersoner.

[smartslider3 slider=”118″]