Af Redaktionen

To unge historikere fra Historisk Samling fra Besættelsestiden på Esbjerg Museum vil dele ud af deres viden på sommer-vandringer blandt de mange krigsgrave i Fovrfeld Gravlund.

Ida Larsen og Søren Kjær Rasmussen har gennem længere tid beskæftiget sig indgående med de mange skæbner, som knytter sig til de lange rækker af gravsten og kors uden for Esbjerg by.

-Mange ved, at Gravlunden rummer grave fra krigens tid, men da det gik op for mig, at stedet rummer grave for snart sagt alle krigens aktører, begyndte jeg for alvor at interessere mig for dem. For området kan bruges til at fortælle sider af krigens historie, vi måske ikke så ofte hører om, fortæller Søren Kjær Rasmussen, som tidligere har skrevet historiske artikler om stedet.

-Mens jeg arbejdede med de mange fortællinger, fik min kollega Ida og jeg idéen om at forsøge at udbrede kendskabet på flere måder end på skrift eller gennem den udstilling, Historisk Samling fra Besættelsestiden, kommunen og kirkegården, har lavet derude. Der var stof til mere, siger Søren Kjær Rasmussen, der sammen med Ida Larsen, som også er tilknyttet Historisk Samling fra Besættelsestiden, gik i gang med at udvikle en vandring.

Den tager deltagerne med tilbage i tiden og sætter fokus på de tyske og de allierede grave. Her kan man bl.a. høre om, hvorfor der blandt de britiske krigsgrave ligger tre polakker begravet, om newzealænderen og piloten Thomas Bennet, om den tyske soldat Max Düll, der overlevede krigen på Østfronten men omkom i det ellers relativt fredelige Danmark, og om de tyske krigsfanger, der blev dræbt under minerydning på den jyske vestkyst efter befrielsen i 1945.

Deltagerne får også historien om de mange flygtninge fra Tyskland og Østeuropa, som aldrig kom hjem.

Ida fortæller: ”82 af flygtningenes grave tilhører børn. Det gør indtryk, og man mærker virkelig historiens vingesus, når man står over for en gravsten og ved, at der – lige dér – ligger et lille menneske, som blev offer for de voksnes krig.

Det er dét en vandring i Gravlunden kan, mener de unge historikere, den trækker historien om de lokale modstandsfolk, om britiske, canadiske, australske, amerikanske, polske og newzealandske flyvere helt frem sammen med børnene og deres forældre på flugt.

Krigens skæbner og konsekvenser bliver meget konkrete på en kirkegård.

 

 

 

FAKTA

 

Vandringerne afvikles

Torsdag d. 17. juni kl. 19.00

Torsdag d. 1. juli kl. 19.00

Torsdag d. 12. august kl. 19.00

Torsdag d. 9. september kl. 19.00

 

Billetter: Kan købes på Esbjerg Museum i åbningstiden. 75 kr. pr person – børn under 14 gratis.

Mødested: Kapellet i Fovrfeld Gravlund, Gravlundvej 1

 

Turen varer ca. 1½ time

 

Gravlunden er ramme om over 1.500 skæbner fra 2. verdenskrig, i alle aldre og fra hele verden.