Af Redaktionen Kilde: SKAT
Endnu engang er der falske sms’er i omløb. Denne gang fra SKAT, eller rettere, nogen der udgiver sig for at være fra SKAT.
Hvis du har mpdtaget denne sms, bør du være ekstra opmærksom, og ikke klikke på linket.
‘Der er falske sms’er i omløb,’ skriver Skattestyrelsen på Twitter.
Derfor opfordres alle til at være på vagt, for ikke at blive snydt af svindlere.På Skattestyrelsens hjemmeside kan man finde flere gode råd til, hvordan man spotter de falske sms’er og e-mail, før det er for sent.
Styrelsen opfordrer til kun at trykke på links i en e-mail eller sms, hvis du er sikker på, at de kommer fra en legitim afsender.
Det kan du sikre dig på flere måder:
1) Skattestyrelsen skriver aldrig et konkret beløb, du enten skylder eller skal have tilbage. Når styrelsen henvender sig til dig, er det for at give dig information og handlemuligheder.
2) Du vil aldrig blive bedt om at oplyse dine bankkonto- eller betalingskortoplysninger, eller at du oplyser om et beløb.
3) Skattestyrelsen udbetaler automatisk overskydende skat til din NemKonto. Det er ikke nødvendigt at oplyse dine betalingskortoplysninger for at få din overskydende skat.
4) Du bør også tjekke, om linket i sms’en eller e-mailen er til en af de syv styrelser under Skatteforvaltningen: skat.dk (Vejledning og selvbetjeningsløsninger for alle styrelser), sktst.dk (Skattestyrelsen), toldst.dk (Toldstyrelsen), vurdst.dk (Vurderingsstyrelsen), gaeldst.dk (Gældsstyrelsen), motorst.dk (Motorstyrelsen), ufst.dk (Udviklings- og Forenklingsstyrelsen) og adst.dk (Administrations- og Servicestyrelsen).
Er det ikke tilfældet, skal du ikke klikke på linket.
Er du det mindste i tvivl, så lad være med et klikke på linket og slet sms’en.
Du kan altid gå på skat.dk og komme i kontakt med Skatteforvaltningen eller se dine skatteoplysninger.
Hvis du er bange for, at du er røget i svindlernes fælde, skal du hurtigst muligt kontakte din bank. Du bør også undersøge, om der bliver trukket penge fra din konto, som du ikke har godkendt.