Af Sabrina Schmidt
Sidste år oplevede borgerne i hele Region Syddanmark meget lange ventetider til at få undersøgt, om høreapparat var en nødvendighed. Regionen har nu nedskåret ventetiden med flere uger.
Sygehus Lillebælt er det sted der har skåret mest markant i den lange ventetid. Hele 98 uger har sygehuset formået at fjerne.
Sundhedsudvalgsformanden i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen, (S), glæder sig over det meget positive resultat.
– Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi har formået at gøre så stort et indhug i ventetiderne. Det skyldes en kæmpe indsats fra medarbejderne, der virkelig har lagt sig i selen for at få undersøgt så mange som muligt, samtidig med, at regions-rådet har prioriteret at tilføje området flere penge.
Behandlinger eller undersøgelser blev begrænset på de enkelte afdelinger grundet en stram økonomi, men med det nye tiltag i 2018 fjernede regions-råds politikerne det økonomiske loft, som afdelingerne på regionens sygehuse arbejdede under. Det er blot et ud af flere målrettede initiativer, som Region Syddanmark tog.
Der blev også afsat flere penge til at uddanne medarbejdere, samtidigt med at man investerede i to nye hørebokse.
Sygehusene i Region Syddanmark har sænket de lange ventetider markant siden sidste forår:
- Sydvestjysk Sygehus har nu 25 ugers ventetid mod 72 uger i 2018
- Odense Universitetshospital har nu 30 ugers ventetid mod 121 uger
- Sygehus Lillebælt har nu 25 ugers ventetid mod 123 uger i 2018
- Sygehus Sønderjylland har nu 10 ugers ventetid mod 59 uger i april sidste år