Af Redaktionen Kilde: TÆNK
Solcreme er et vigtigt supplement til skygge og tøj, når du skal beskytte dig mod solens stråler, der i disse dage er ret så intens.
Testen af udvalgte solcremer og solsprays med SPF 30 viser, at der findes mange gode valg på markedet, hvis du vil vælge én uden uønsket kemi.
15 produkter i testen får den bedste kemibedømmelse (A-kolbe). Se solcremernes kemivurdering nederst på denne side.
Nogle solfiltre er mistænkt for at være hormonforstyrrende
I testen får 15 solcremer den dårligste kemibedømmelse, C-kolben. Det skyldes, at de indeholder solfiltre eller andre stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Flere solcremer får C-kolbe i denne test i forhold til tidligere test. Det skyldes, at flere nye stoffer er medtaget i bedømmelsen. Det er stoffer fra EU’s såkaldte prioriteringsliste over mistænkt hormonforstyrrende stoffer i kosmetik og plejeprodukter. Desuden er der stoffer fra Miljøstyrelsens liste over hormonforstyrrende stoffer fra juni 2020.
1 anden solcreme får den dårligste bedømmelse i testen. Den indeholder et solfilter, der er belastende for miljøet.
Cocktaileffekten er problematisk – ikke den enkelte solcreme
Mistænkt hormonforstyrrende stoffer kan være problematiske i forhold til den såkaldte cocktaileffekt. Cocktaileffekten dækker over, at du kan blive udsat for problematiske kemikalier fra mange kilder i din hverdag. Det kan samlet set udgøre en sundhedsrisiko.
Solcreme er i sig selv sikkert og vigtigt at bruge som solbeskyttelse. Men det er generelt en god ide at begrænse din samlede udsættelse for mistænkt hormonforstyrrende stoffer, hvor du kan.
Solcremer med SPF 50, 20 og 15 finder du i appen Kemiluppen
Vil du have andre solcremer med SPF 30, end dem der er med i testen? Eller går du efter solcremer med faktor 15 til den danske sommer eller faktor 50 til sart hud eller udsatte steder? Dem kan du let søge frem i appen Kemiluppen.
Indtast blot den ønskede faktor i søgefeltet på forsiden af appen, for eksempel SPF 15. Så vil du finde mange andre gode valg.
Solcremernes beskyttelse er ikke testet
Forbrugerrådet Tænk Kemis test af solcremer er en såkaldt deklarationstest. Det betyder, at testen har gennemgået solcremernes indholdsdeklaration for ingredienser, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, allergifremkaldende eller problematiske for miljøet.
Udvalgte solcremers evne til at beskytte mod UVA- og UVB-stråler bliver løbende laboratorietestet hos Forbrugerrådet Tænk.