Af Redaktionen   foto:  visualiseringer/tegninger v/ Plet Arkitektur

I løbet af de seneste par dage har man kunnet læse i medierne, hvordan Ny Carlsbergfondet har uddelt godt 38 millioner kroner fra deres genstartspulje til i alt 62 kunstmuseer, kunsthaller og udstillingssteder over hele landet. Og Esbjerg Kunstmuseum er blandt de heldige, idet intet mindre end 1 million kroner er sendt i vores retning.

”Det er simpelthen fantastisk. Jeg er både taknemmelig og stolt”, siger Esbjerg Kunstmuseums direktør, Inge Merete Kjeldgaard. ”Igen mærker vi den uvurderlige støtte fra en af de store, nationale fonde. Og igen får vi anerkendelse fra netop Ny Carlsbergfondet, der gennem årene har bidraget afgørende til udviklingen af vores kunstmuseum.”

Midlerne fra Ny Carlsbergfondet skal bruges til en prismepavillon af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Efter planen bliver Prismepavillonen, hvor solens lys gennem prismerne brydes i alle regnbuens farver, et af de permanente hovedelementer i den storstilede opgradering af museets udearealer, som er på tegnebrættet. Hele baggrunden for opgraderingen er en strategisk satsning, der i kølvandet på corona[1]nedlukningerne skal skærpe museets profil dels for at få museumsgæsterne til at vende tilbage og give borgerne medejerskab til museet, dels for at få fat i nye og yngre målgrupper.

Foruden den forunderlige prismepavillon i skulpturgården, planlægges en mur ud mod forpladsen, hvori et dobbelt-kalejdoskop, som også skabes af Olafur Eliasson, skaber refleksioner af den nære omverden i uendeligt spejlende, sammensatte billeder. Hertil kommer en spindeltrappe til museets tag, der inddrages som alternativt udstillingsrum.

Inge Merete Kjeldgaard forklarer

”Med de nye tiltag og samarbejdet med Olafur Eliasson rykker vi så at sige museets populære Æstetiske laboratorium helt ud på gadeniveau samtidig med, at omgivelserne, lyset, vinden og vejret i Esbjerg inddrages som elementer i kunstoplevelsen.” Og hun fortsætter: ”Vi lægger nu coronaen bag os og retter blikket fremad, åbner os mod byen og skærper museets arkitektur og profil.”