Af Lene Memborg

Fanø Kunstmuseum har lørdag 14. september klokken 13.00 fernisering på udstillingen “Tekstile relationer – mellem fortid og fremtid” med de to lokale designkunstnere Gitta Foldberg og Christel Seyfarth.

De to lokale kunstnere Christel Seyfarth og Gitta Foldberg, forbinder i deres tekstiler fortid, nutid og fremtid. Begge lader sig inspirere af landskabet med klitterne, havet, lyset – og ikke mindst Fanødragten. Netop forholdet mellem tradition og fornyelse er karakteristisk for Fanøs kulturliv, og dermed en vigtig del af udstillingen på Fanø Kunstmuseum.

Gitta Foldberg er uddannet fra Designskolen Kolding. Christel Seyfarth, som stammer fra en gammel sømandsslægt, er kendt i hele Danmark for sine strikkemodeller. Begge lægger de vægt på Fanøs kulturelle og kunstneriske traditioner, og fører dem  videre i moderne tekstildesign og kunsthåndværk.

Gitta Foldberg og Christel Seyfarth viser deres værker i samspil med den eksisterende udstilling på kunstmuseet.