Tekst og foto:  Ebbe Salomonsen

En lille landsby med 299 indbygger på sydspidsen af Fanø har en lang tradition og historie. Der er skæbner og beretninger om søfolk der ikke kom tilbage og dem der gjorde, og kunne fortælle om oplevelser fra den store verden.

Fremtiden ser noget anderledes ud hvor traditioner og nye udfordringer skal løses ved en fælles indsats.

Fonden Gamle Sønderho står for arrangementet hvert år og har ansvaret for en række aktiviteter i byen. Dragten er del af traditionen og der bliver stadig syet dragter som indeholder hele livet i form af brug af skørter og overdele til hver sin lejlighed. Eksempel: Det skørt pigen har på når hun bliver konfirmeret har hun også på når hun bliver begravet.

Måske lidt dramatisk, men livet er en helhed som også kommer frem når brudeparret danser sine tre ”sønderhoninger” – danse – hvor de skal smage på det ”Søde – det Sure og det Bitre” som også er en del af ægteskabet og livet.

Sønderho har en historie med hårdt arbejde store udfordringer i modgang og i storhedstid hvor byen var en del af en stor handelsflåde der bragte store rigdomme hjem til byen, men også sorger og mange enker. Det var en del af tilværelsen som man levede med og hvor det var kvinderne der styrede byen, landbruget og familien.

Mange ting har ændret sig gennem tiderne og Sønderho lever nu af turister og af at bidrage med arbejdskraft andre steder. Men nu oplever de også at der flytter folk til byen med små børn, som betyder at børnehave og skolen kan fortsætte.

Men Sønderhodag samler byen og der bliver holdt fest i flere dage og dem der arbejder andre steder, kommer hjem for at være med til fællesskabet og feste sammen med vennerne til den lyse morgen hvor festen måske slutter ved ”Børsen”.

Alt det der foregår i byen med alle plusserne og minusserne er med til at skabe noget unikt som danner rammen for ”Kulturarv”.  Som ikke bare er fredet historiske bygninger og symboler. Det er summen af alt det der ikke håndgribeligt. Bl.a. Sønderhodragten der bæres af kvinderne, danse og musiktraditioner der er enestående i Danmark og resten af verden. Denne særlige kultur lever i bedste velgående, hvor ”Sønderhoningerne” fastholder en lang række traditioner hvor dragterne bliver brugt som en naturlig del af festligheden eller begivenhed.

Der er stor interesse for at gøre traditionen og få kulturen anerkendt på UNESCO´s immaterielle kulturarvsliste, og i denne sammenhæng var Kulturminister Joy Mogensen (S)   gæst i Sønderho i nogle dage for at danne sig et indtryk af de gamle traditioner i Sønderho og deltage i den årlige festdag ”Sønderho dagen” , hvor hun var hovedtaler.

I 93 år har det været en tilbagevendende festdag, som blev startet af nogle sommergæster og sønderhoninger, at de ville arbejde aktivt for at bevarer Gamle Sønderho og redde byens faldefærdige mølle Fonden Gamle Sønderho blev dannet.

Joy Mogensen fremhæver at det er supergode kræfter, der står bag ansøgningen. Hvor der vil blive kigget til andre der har haft held med at blive anerkendt som verdenskulturarv, så hun er optimistisk, hvis bare ansøgningen lever op til kravene for en godkendelse af det de gør i Sønderho og i Danmark er unikt.

Den fredelige sameksistens mellem mindretallene i det dansk-tyske grænseland er på vej at blive anerkendt som UNESCO-kulturarv. Foreninger på begge sider af grænsen beskriver samlivet mellem mindretal i dansk og tysk grænseland, som indsender materialet til Kulturministeriet som indstiller til UNESCO .

Den øgede opmærksomhed for kulturen i Sønderho har nu ført til at livet i byen er blevet fulgt af en journalist Anders Holmgaard i et år, for at blive klogere på det særegne fællesskab og hvad det er, der er så attraktivt, at familier vælge at flytte fra storbyen til Sønderho. Det er der blevet en spændende film ud af som flot beskriver livet i Sønderho.