Af Redaktionen
Hele tre ud af fire ledige vil hellere have digitale møder med a-kassen end at møde fysisk op, viser en ny undersøgelse, som a-kassen CA har foretaget.
Et møde med a-kassen skal hellere foregå hjemmefra med en kop kaffe foran skærmen end ved at møde fysisk op. Det svarer tre ud af fire ledige dagpengemodtagere i en undersøgelse, som er foretaget blandt 957 ledige.
– De digitale samtaler startede som en nødforanstaltning for at begrænse smittefaren, men de fungerer så godt, at de fleste ledige helst vil fortsætte med dem. Det giver ikke mening at gå tilbage til den gamle ordning, hvor alle samtaler pinedød skulle foregå i a-kassen, siger Christian Sørbye Friis, der er direktør i CA.
Ifølge undersøgelse vil helt præcist 74 procent af de ledige helst fortsætte med digitale møder, mens blot 20 procent foretrækker at møde op hos a-kassen, som loven foreskriver. Det krav har dog været suspenderet siden marts, hvor corona krisen brød ud.
Efter planen skal de ledige dagpengemodtagere igen møde op hos a-kassen til møder og rådgivning efter nytår, hvor dispensationen udløber.
Men står det til CA, så bør dispensationen blive gjort permanent, så ledige også efter corona krisen er overstået kan bruge de digitale muligheder i deres møde med a-kassen.
– Omfavn de nye digitale muligheder. Lær af vores gode erfaringer. Giv de ledige og a-kasserne mulighed for at vælge de samtaleformer, der passer bedst i den konkrete situation. Det giver bedre samtaler og mere motiverede ledige, siger Christian Sørbye Friis.
Undersøgelsen blandt de ledige dagpengemodtagere flugter med resultatet af en undersøgelse, som KL’s nyhedsbrev Momentum foretog tidligere på året. I august måned kunne Momentum nemlig offentliggøre en undersøgelse, der viste, at 92 procent af de ledige i en eller anden grad godt kunne tænke sig, at flere samtaler med jobcenteret foregår digitalt. Kun tre procent af de 5.778 respondenter i undersøgelsen var slet ikke interesseret i flere digitale møder.