Af Redaktionen

Det er generelt sikkert at være fodboldtilskuer i Danmark. Det viser de seneste tal fra Rigspolitiet, som i store træk ligner tallene fra sæsonen før. Det er kun enkelte højrisikokampe, hvor der kan være udfordringer.

Tilskuerpladserne på landets stadions står pt tomme på grund af corona-virus, og selvom bolden så småt er begyndt at trille igen på grønsværen, er det uvist, hvornår bølgerne igen får lov til at rulle på lægterne. 

Men når det igen bliver tilladt at være tilskuer ved divisionsfodbold og landskampe i Danmark, er det ikke frygten for uro, der skal afholde en fra at tage en tur på stadion. Det viser den seneste opgørelse fra Rigspolitiet over sigtelser og anholdelser fra danske fodboldkampe.
 
Der er således registreret 0,4 anholdelser og 2,1 sigtelser i gennemsnit per Superligakamp i sæsonen 2018/19 – samme niveau som sæsonen før. 
 
I 1. division er antallet af anholdelser faldet fra 0,9 til 0,2 i gennemsnit, mens antallet af sigtelser er faldet fra 0,2 til 0,1 per kamp. 
 
I det forgangne år var der ingen anholdelser ved danske landskampe og 0,6 sigtelser per kamp. Her lå gennemsnitstallene for både anholdelser og sigtelser året før på 9,7 per kamp. 

Godt samarbejde

Tallene glæder Uffe Stormly, som er politiinspektør ved Rigspolitiets beredskabsafdeling.
 
-Det skal være trygt at gå til fodbold på danske stadions, og det kan vi konstatere, at det helt generelt også er. Det skyldes ikke mindst det gode samarbejde og den gode dialog, der er mellem klubberne, fangrupperingerne og politiet. Både klubberne og fansene har været gode til at samarbejde og tage ansvar, siger han.

Få brodne kar

Præcis ligesom sidste år tegner der sig et billede af, at det er nogle ganske få grupperinger ved nogle ganske få kampe, der står for langt størstedelen af balladen ved fodboldkampene.  Alene ved kampen Brøndby IF – FC København den 4. november 2018 var der 34 sigtelser ud af de samlede 516.  
 
-Det er ærgerligt, at nogle få grupper af fans ikke kan opføre sig ordentligt, og politiet vil fortsat være konsekvente ved den slags uacceptabel adfærd. Men heldigvis går det overordnet set den rette vej, og vi håber og tror, at vi gennem godt samarbejde kan medvirke til, at denne tendens vil fortsætte, når der igen kan komme tilskuere til fodboldkampe i Danmark, slutter Uffe Stormly.

Læs rapporten her


-Det skal være trygt at gå til fodbold på danske stadions, og det kan vi konstatere, at det helt generelt også er, siger Uffe Stormly, som er politiinspektør ved Rigspolitiets beredskabsafdeling.