Af Redaktionen
Naturen er lige omkring os, men langtfra alle danskere bruger den. Det er ærgerligt for både naturen, og dem som bliver hjemme. Naturen rummer nemlig store oplevelser der gavner krop og psyke, ligesom det at bruge naturen også gør at man forstår den bedre, og dermed er i stand til at passe bedre på den. Men hvad kan man gøre, for at få de ikke-naturvante til at opdage vores vilde og vidunderlige natur? Det forsøger Fiskeri- og Søfartsmuseet, og en række andre aktører at gøre noget ved med en række aktiviteter og et vandbingo.
Udforsk, genopdag og blive klogere
Sådan lyder opfordringen fra DR i forbindelse med lanceringen af programserien ”Vilde Vidunderlige Danmark”. En række fonde, museer og akvarier har taget budskabet til sig, og tilbyder nu, sammen, hver for sig, og i samarbejde med lokale ildsjæle, en række spændende oplevelser. Paraplyen for dette samarbejde bærer navnet ”Vores natur”, og her er ambitionen, at få inspireret så mange ikke-naturvante danskere som muligt, til at komme op af sofaen og ud i naturen – og få en stor oplevelse.
Vandbingo.dk
Vandbingo har til formål at aktivere ikke-naturvante danskere i hele landet. Vi tror på, at leg og læring går hånd i hånd – og at fede præmier kan lokke danskerne op af sofaen. Det er byggeklodserne i vandbingo, som Fiskeri- og Søfartsmuseet har udviklet. Vandbingo er et spil, hvor du har din egen digitale bingoplade. Du uploader billeder til din digitale plade, der viser at du udfører en aktivitet som f.eks.: “Find en østers eller fang en fisk”. Du kan også lave grupper med dine venner og dele på Facebook.
Fra 13. juni kan du spille Vandbingo men allerede nu kan du gå ind på vandbingo.dk.
Når spillet starter og du har oprettet dig som bruger får du nu adgang til pladen. Her kan du få et overblik over hvilke aktiviteter der skal udføres – der er i alt 24 aktiviteter. Når du trykker på et tal på pladen, udfoldes beskrivelsen af aktiviteten. Når du har uploadet billedet på din bingoplade, udløser det fun facts om den pågældende aktivitet/dyr. Bruger du #vandbingo kan andre se, hvad du oplever. Der bliver løbende udtrukket vindere, så der venter dig altså masser af fede præmier, i takt med at du får spændende naturoplevelser.
Hovedpræmien er en skræddersyet to-dags tur med en masse oplevelser i den blå natur – bland andet en fisketur på Øresund med Gordon P. Henriksen som efterfølgende lavet et par retter fra sin nye bog “Et liv i fisk”.
Kick start den 13. juni med Gordon P. Henriksen
Lørdag d. 13. juni er der kick off arrangement for Vandbingo på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Herefter kører spillet frem til efterårsferien, hvor vinderen af den store præmie findes.
Gordon P. Henriksen kommer til Esbjerg og bidrager til en sjov dag for hele familien. Du bliver introduceret til arter og aktiviteter i akvariet og fra vaden lige uden for museets dør, så du kommer godt fra start med vandbingo!
Gordon har taget en masse af sit fiskeudstyr med, svarer på spørgsmål, og griller makreller til den helt store guldmedalje. Smagsprøver bliver der altså rigeligt af!
FAKTA
Program for den 13. juni:
10.00-17.00 Bingo/quiz i akvariet
10.00-16.00 Åbent laboratorie med kreativt værksted
10.00-15.00 Infostand om Vandbingo/Vores natur
10.30-14.00 Workshop med Gordon
10.00-14.00 Bind din egen flue
13.00-14.00 Vadevandring med Vandbingo
Plads til flere indslag
For at få skabt så mange arrangementer og aktiviteter, som overhovedet muligt, inviteres alle ildsjæle og foreninger i Esbjerg og omegn med gode ideer og allerede eksisterende tiltag, til at rette henvendelse til Lene Friis Møller på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Under Vandet projektet har nemlig økonomi til at støtte gode tiltag hvor en mindre sum penge til materialer kan forstærke eller muliggøre at borgerne i dit lokalsamfund får en god naturoplevelse.
Arrangementer i hele landet
Du kan være med i de landsdækkende arrangementer, hvor du kommer i berøring med naturen under vandet – får fisk, skaldyr og tang i hænderne – og få øjnene op for, at det vrimler med liv i selv den mindste bæk, ved den mest kedelige havnemole og helt inde på det lave kystvand. Det er også muligt selv at fange og høste en lang række fisk, planter, muslinger og krebs, som senere kan komme på spisebordet.