Af Redaktionen
Hvor ofte gør du din vaskemaskine ren? Sandsynligvis Ikke ret ofte, for ikke at sige aldrig. Men faktisk anbefales det at man gør det minimum 4 gange om året og gerne flere.
En vaskemaskine bliver ofte benyttet med vaskeprogrammer på 30 og 40 grader. Det giver rig mulighed for bakterier at vækste og vil med tiden give en sur lugt.
Bakterierne kan sætte sig i maskinens yderste tromlehus, der i mange maskiner er lavet af plastik, og det gør det svært at få bugt med. Men det kan undgås. Den bedste måde at rengøre sin vaskemaskine på er at køre en tom maskine på et bomuldsprogram ved 90-95 grader. Det skal man gerne gøre med jævne mellemrum.
Nogle maskiner har også et rengøringsprogram, man kan bruge. Før man bruger programmet, er det en god idé at rengøre det gummi, der sidder i åbningen, med en fugtig klud. Det samme gælder glasset i lågen og sæbeskuffen, hvor man i øvrigt ofte finder rester af sæbe. Snavs kan nemlig også blokere for vandet, som så kan oversvømme maskinen – og det er næppe med rent vand. Desuden forlænger jævnlig rengøring levetiden på maskinen og dermed sparer man jo økonomien for ekstra udgifter.