Af Redaktionen

Brug eddike mod ukrudt. Sådan lyder et gammelt husråd. Men i starten af december 2015 blev det rent faktisk lovligt for private at bruge eddikesyre som ukrudtsmiddel.

Du må dog ikke bare gå ned i dit lokale supermarked og købe den grønne Borup-flaske med eddikesyre eller den brune husholdningseddike og hælde det over ukrudtet, de produkter er nemlig ikke lovliggjort af Miljøstyrelsen.

For at et produkt må bruges til bekæmpelse af fx ukrudt, kræver det en godkendelse af Miljøstyrelsen, der tester produktets skaderisiko på mennesker, dyr og natur samt evne til at bekæmpe ukrudtet.

Miljøstyrelsen tester løbende godkendte og nye produkter, så forbrugeren nemt og sikkert kan købe de lovlige produkter på markedet.

Kun få produkter baseret på eddike er godkendt i 2020
Tror du på eddikens virkning, har du kun få muligheder, der er lovlige. Og det er at bruge et af de produkter, der er godkendt af Miljøstyrelsen til ikke-professionel brug. Pr. 9. juni 2020 er det: Keeper Quick, Linds All Gone, Natria mod ukrudt og No Weed.

Produkterne er kun godkendt til at bekæmpe ukrudt og mos på fx fortov, terrasser, udyrkede områder og fliser og må altså ikke bruges i græsplænen eller andre dyrkede områder. Det er også vigtigt kun at bruge det i moderate mængder, helst i en klar til brug-udgave, så du undgår at overdosere og dermed skade naturen eller dig selv.

Den bedste løsning for miljøet – og din pengepung – er at bekæmpe manuelt uden brug af pesticider eller hjemmelavede opløsninger.

Kilde: Videncentret Bolius et ikke-kommercielt foretagende der hverken sælger produkter eller tjenester.